73-årige Karsten Ree har ikke haft det let det seneste stykke tid. Inden for kort tid har rigmanden således døjet med både en brækket albue og en alvorlig sygdom i øjet.

Sygdomsforløbet har i den grad også tæret på kræfterne hos Janni Ree.

»Han har skrantet meget. Der har været det ene og det andet, så jeg vil sige, det har været nogle heftige måneder det sidste halve år med sygdom,« siger Janni Ree, der torsdag er aktuel i en ny sæson af programmet Forsidefruerne.

I januar var Karsten og Janni i Los Angeles, da Karsten skulle have foretaget nogle alternative behandlinger. Turen endte dog med at gøre ondt værre, da Karsten Ree faldt og brækkede albuen tre steder.

Janni og Karsten Ree.
Janni og Karsten Ree. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han kom efterfølgende hjem til Danmark og fik indopereret to plader med 14 skruer, men bedst som albuen var ved at vokse sammen, måtte Karsten Ree atter en tur på hospitalet.

»Han blev mast i sin garagedør, fordi bilen trillede, og han stod alene derude. Så skulle vi ind igen, det skulle sys, fordi arret var sprunget op, men heldigvis var det ikke gået ud over det indeni,« siger Janni Ree og tilføjer:

»Så vi har ikke kedet os.«

Selv har Janni Ree brugt meget af den seneste tid på at pleje sin mand, der er svækket ovenpå de hårde måneder.

Forsidefruerne Jackie Navarro, Amalie Szigethy, Gunnvør Dalsgaard, Janni Ree og Karina von d'Ahé til pressemøde på den nye sæson af Forsidefruerne.
Forsidefruerne Jackie Navarro, Amalie Szigethy, Gunnvør Dalsgaard, Janni Ree og Karina von d'Ahé til pressemøde på den nye sæson af Forsidefruerne. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Mit held har været, vi har holdt en pause med Forsidefruer, så jeg har haft tiden til at pleje ham og være om ham. Det har krævet rigtig meget tid, for det er jo klart, man har det ikke godt, når der sker så mange ting på én gang. Det er utrolig smertefuldt at brække albuen på den måde, og så har der været operation og genoptræning,« forklarer Janni Ree.

Efter det seneste uheld har hun nu også prøvet at fortælle sin mand, at han skal passe lidt bedre på sig selv.

»Jeg har sagt: 'Nu får du løftet de fødder', og efter det med garageporten har jeg sagt, at han altså skal tage den med ro, så det kan gro ordentligt sammen,« siger Janni Ree.

73-årige Karsten Ree har også tidligere været ramt af en blodprop, ligesom han har haft kræft i blæren. Karsten og Janni Ree blev gift tilbage i 2015 på Rudersdal Rådhus.