Det skulle have været et år med kirkebryllup og ren idyl, men med Karsten Rees kræft-diagnose blev der vendt godt op og ned på livsplanerne med den 25 år yngre modelkæreste Janni, der bl.a. er kendt fra de gamle Oddset-reklamer.

Kirkebrylluppet skulle have stået i Hørsholm Kirke i sidste weekend, 27. juni, men på grund af rigmandens behandlingsforløb besluttede de to sig for et lynbryllup på Rudersdal Rådhus 9. april.

Siden har ægteskabets ord om at være der for hinanden i både medgang, men i særdeleshed også i modgang, fået lov til at stå sin prøve. Og Janni har bestået med bravur.

»Janni passer godt på mig. Hun er min kone, hun er elskelig, hun laver mad og gør i orden. Vi har det ligesom mand og kone. Vi var allerede tætte før sygdommen, og Janni har bare bevist, at hun holder på og er trofast over for dem, som hun har kær,« siger Karsten Ree.

Læs også:

Karsten Ree fik meddelelsen om, at han er blevet ramt af blærekræft, tilbage i april og har for nylig indledt et længere behandlingsforløb på Herlev Hospital, hvor han en gang om ugen får skyllet blæren med særlige stoffer, der skal slå kræften ned.

Det er en smertefuld form for behandling, der bl.a. betyder, at Karsten Ree ofte døjer med influenza-lignende sygdom. Samtidig skal han næsten konstant tisse, hvilket i sig selv kan gøre særdeles ondt efter en behandling.

Læs også:

Ikke desto mindre rumsterer planerne om et kirkebryllup stadig, men indtil rigmanden har fået det bedre, må klokkerne vente med at ringe.

»Desværre er det ikke så nemt at holde bryllup og kalas, når man ikke er helt rask. Vi tager én ting ad gangen, så vi ikke ryger ud i et eller andet, hvor vi skal præstere, og så kan jeg ikke alligevel,« siger Karsten Ree.