Rigmanden Karsten Ree har oplevet drøje hug på aktiemarkedet de seneste år. Og nu har han fået endnu en økonomisk lussing.

For efter i årevis at have været fast mand på listen over Danmarks rigeste, er han faldet ud med et brag.

Karsten Ree blev en af Danmarks rigeste personer, da han solgte sin virksomhed 'Den Blå Avis' til den amerikanske it-koncern eBay i 2008 for 2,1 milliarder kroner.

Men nu er hans status som en af landets rigeste kommet i fare.

Karsten Ree har næsten mistet halvdelen af sin estimerede formue på to-tre år.
Karsten Ree har næsten mistet halvdelen af sin estimerede formue på to-tre år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han er blevet ramt så hårdt af aktienedturen, at hans formue er faldet med hele 300 millioner kroner ifølge Økonomisk Ugebrev, der netop har udgivet listen over Danmarks 100 rigeste i 2023.

Og det betyder, at den kulørte rigmand fra Vedbæk, der sidste år var nummer 90 på listen, nu er røget af listen, da hans formue er estimeret til at være under de 1,8 milliarder kroner, som der skal til for komme i top 100.

Og det er noget af en lussing for rigmanden, hvis formue i 2021 blev anslået til tre milliarder kroner, mens den i 2022 blev anslået til 2,1 milliarder kroner.

Ifølge Økonomisk Ugebrev skyldes den store nedgang et kurstab på værdipapirer.

'Forklaringen er, at en stor del af pengene har været, og sikkert er, placeret i børsnoterede aktier, og en del af dem med høj risiko. Han har selv fortalt, at han havde investeret stort i den kinesiske e-handelsplatform Alibaba,' skriver Økonomisk Ugebrev blandt andet.

Karsten Ree har blandt andet købt Alibaba-aktier for næsten en milliard kroner, og at de var 2,5 milliarder værd, da de toppede.

Siden er aktierne faldet en del, og det er altså ifølge Økonomisk Ugebrev årsagen til hans formuefald.

Karsten Ree blev tidligere på året diagnosticeret med demens. B.T har derfor spurgt Karsten Rees kone, Janni Ree, om hun eller Karsten har en kommentar til aktienedturen eller derouten fra rigmandslisten.

Man må ikke håbe, at Karsten Ree fik kaffen galt i halsen, da han så årets opgørelse over Danmarks rigeste.
Man må ikke håbe, at Karsten Ree fik kaffen galt i halsen, da han så årets opgørelse over Danmarks rigeste. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun svarer i en sms, at Karsten ikke ønsker at kommentere det.

Rigmanden har dog tilbage i 2021 kommenteret den begyndende aktienedtur:

»Den gode investor er en tålmodig investor, så jeg bliver på skuden, og så ser jeg, hvordan det går,« sagde han dengang til B.T.

Til Finans sagde han samme år:

»Jeg beholder mine tyve tønder land, som Osvald Helmuth sagde engang. Jeg har gennemlevet en tid, hvor man har oplevet, at det går voldsomt op. Jeg tror sgu på det.«

Karsten Ree har alle dage været kendt som en ekstrem risikovillig investor. Og det er ikke første gang, at Karsten Ree har brændt nallerne på aktier.

Omkring finanskrisen tabte han omkring halvdelen af sin formue – 800 millioner kroner, da Amagerbanken, som han forsøgte at redde, krakkede i 2011. Dertil tabte han 80 millioner kroner i sine investeringer i Cimber Air, da flyselskabet gik konkurs i 2012.

Dertil kommer, at han i foråret 2020 under corona gik i panik og solgte for 1,5 milliarder kroner af sine amerikanske aktier i både Google og Amazon samt i den kinesiske techgigant Tentech, hvorved han gik glip af 70 procents fortjeneste, da aktierne kort efter steg igen.

Journalist og revisor Ejlif Thomasen, der laver listen over Danmarks rigeste for Økonomisk Ugebrev, fortalte i 2022 til B.T, at Karsten Rees investeringer viser, at han er meget risikovillig:

»Han er ikke bange for at tage risici. Det er helt grotesk. Han virker meget risikovillig, og han har endda lånt penge for at investere yderligere, kan vi se fra hans regnskaber. Han har et banklån på op imod en milliard, så han kan investere mere end sin egenkapital,« sagde han og tilføjede, at det kunne ende meget skidt for Karsten Ree, hvis hans aktier skulle blive helt værdiløse.