Karrieren er indstillet: Ditte Gråbøl på pension
Efter 40 år som skuespiller vinker hun farvel til rampelyset.

Efter 40 år som skuespiller vinker hun farvel til rampelyset.

Gennem fire årtier har Ditte Gråbøl sat sit tydelige præg på dansk film og tv.
Men nu er det slut.
I en alder af 67 år har skuespilleren valgt at pensionere sig selv.
Ifølge Se og Hør blev det afsløret torsdag, da Ditte Gråbøl befandt sig til en bogreception.
Til mediet udtrykker den nu pensionerede skuespiller, at hun i fulde drag glæder sig over den nye tilværelse.
»Foreløbigt nyder jeg at kunne sove til jeg vågner. Hvis jeg skal én ting en dag, så skal jeg ikke mere den dag,« fortæller skuespilleren til mediet, hvor hun også fremhæver frihed, som en af de ting hun værdsætter.
Og det lader til, at hendes nye rolle heller ikke kan slås af potentielle jobtilbud i fremtiden.
Til mediet fortæller hun, at nye skuespilleropgaver ikke er noget, hun går og drømmer om.
Samtidig påpeger den nu tidligere skuespiller, at hun ikke føler, at der er nogen roller, som hun mangler at spille.
Ditte Gråbøl har blandt andet medvirket i DRs dramaserie 'Krøniken' og Hella Joofs komedie 'En kort, en lang'.
Også teater og revyscenen har præget karrieren, der nu er indstillet.