Sangeren Karl William har en taget en beslutning om at droppe alkohol.

Det fortæller han i Radio 4-programmet 'Det sidste måltid.'

Karl William har nemlig opdaget, at han er en af dem, der ikke kan have et afslappet forhold til drikkevarer med procenter i.

»Jeg har haft op- og nedture med alkohol. Nu er jeg nået til min endelige beslutning. Jeg er ikke den bedste til at drikke alkohol,« fortæller han i programmet.

Ifølge sangeren har han ikke samme stopklods som mange andre, når de våde varer kommer på bordet.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne drikke alkohol, som man gør i vores kultur. På en fed måde, som mange kan styre. Mange spørger, om jeg ikke kan tage et enkelt glas til maden, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det forstyrrer min sans for virkeligheden. Jeg bliver forstyrret af det og får det skidt af det.«

Karl William fortæller, at han er blevet nødt til at stoppe, fordi han godt kan se sig selv være typen, der kunne få et problem, hvis han fortsatte.

»Hvis jeg fortsætter i det gear, så kommer der til at ske mig noget forfærdeligt. Så er det alkoholiseret, eller hvad man siger. Så er det, at jeg har et problem.«

I podcasten '112 for knuste hjerter' har han tidligere fortalt om, at forbruget af alkohol tog fart efter moderens død.

»Jeg kom ind i en dyster periode, hvor jeg begyndte at drikke for at forsvinde så hurtigt som muligt, og det hjælper alkohol på, når man har det ad helvede til,« har han tidligere udtalt.