»Der har været et utal af rutsjeture. Mentalt er det gået meget op og ned.«

Når man er tvunget til at tilbringe to uger i sit eget selskab, lærer man en ting eller to om sig selv. Det ved TV 2-vært Karen-Helene Hjorth alt om.

Torsdag morgen ophører den karantæne, hun har siddet i, siden hendes kollega på tv-stationen - Danmarks patient nul - blev diagnosticeret med coronavirus.

En karantæne, der har givet tv-værten nyt perspektiv:

»Jeg er blevet klogere på mig selv, og jeg har lært mine styrker og svagheder at kende,« fortæller hun.

Hun fremhæver, at hun er stolt af, at hun har fået trænet hver dag og klaret så mange praktiske ting i hjemmet.

Hun har afrimet sin fryser, vasket emhætte og sat knagerækker op. Ja, faktisk er der kun ganske få punkter tilbage på hendes såkaldte 'praktisk gris'-liste: Køkkenskabe og bestikskuffe skal vaskes, og vinduer skal pudses.

»Det er noget, jeg har pisket mig selv til at gøre, fordi det ikke ville have været godt for mig bare at ligge på en sofa og se Netflix,« fortæller Karen-Helene Hjorth på karantænens næstsidste dag.

Mange timer er også gået med telefonen i hånden. Normalt plejer hun egentlig at lægge den fra sig og sætte den på lydløs, når hun er hjemme, men sådan har det ikke været på det seneste.

»Jeg har oplevet at være i en mærkelig form for stresstilstand, fordi min telefon har bimlet og bamlet,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg har lært, at jeg selv afgør, hvad jeg skal sige ja og nej til. Og hvis jeg ikke har lyst, skal jeg sige nej. Det betyder eksempelvis, at jeg ikke behøver at svare gud og hver en mand på de sociale medier, og når journalister ringer.«

Selvom både Karen-Helene Hjorths venner, bekendte og veninder har været gode til at tjekke ind over telefon og levere mad, har karantænen også været en ensom færd, fortæller hun.

»Normalt er jeg et menneske, der ikke lader mig rive med. Jeg er følelsesbetonet og meget ekstrovert. Men imens jeg har været i karantæne, har jeg følt mig hudløs og alene.«

»Der har det været mit eget ansvar at få mig selv op igen, for der kommer ingen hjælp udefra i form af fysisk nærvær.«

Netop fysisk nærvær er noget af det, hun har savnet allermest. Men også noget af det, hun er indforstået med at skulle undvære, selvom hun inden længe atter er en fri kvinde.

Regeringen anbefaler nemlig, befolkningen så vidt muligt tager nogle forholdsregler og undgår fysisk kontakt.

»Jeg gør mig generelt mange praktiske tanker, selvom jeg nu har stiftet bekendtskab til begrebet hudsult.«

»Jeg savner at få et kram, at være fysisk med andre og sidde tæt. Men den lyst må jeg lægge på hylden, indtil vi er ude på den anden side,« siger hun.

I de 13 dage, Karen-Helene Hjorth har siddet i karantæne, har hun haft mere end rigelig tid til at mærke sig selv og sine tanker. Dér har den krisepsykolog, som TV 2 har stillet til rådighed, været afgørende.

Derfor anbefaler hun også, at andre i karantæne benytter sig af en krisepsykolog, hvis en sådan er tilgængelig:

»Det er også, selvom man tænker, man godt kan klare sig selv.«

»For mit vedkommende har det være utrolig rart at høre en professionel sige, at de rutsjebaneture, jeg har været igennem, er helt normale efter så mange dage i karantæne.«