Karen Ellemann indledte sin karriere som guide hos Spies, og ved en grisefest stak hun en nærgående mand en lussing

Lussingen var rimelig

Efter gymnasiet blev jeg guide for Spies, det foregik ved et otte ugers kursus sammen med 200 andre unge håbefulde. Vi betalte selv for at bo på hotellet, og 20 af os fik job ud af det. Jeg fik en uniform, som var helt i Simon Spies’ ånd med lang slids, der gik højt op. En aften var jeg guide ved en grisefest med vin ad libitum. Der rendte vi guider rundt og sagde skål. En af de mandlige gæster tog godt fat om livet på mig, og slidsen i kjolen var for fristende, så han lagde en hånd på mit lår. Så handlede jeg hurtigt og stak ham en på hovedet. Det var kun rimeligt, for han gik langt over grænsen. Siden slap jeg for at være til flere grisefester, jeg stod i stedet for underholdning såsom vandpolo, morgengymnastik og leg med børnene.

Tabte valget og blev morfar

Her var familien samlet i Hellerup ved Øresund i begyndelsen af 90erne. Vi kalder hinanden for brødre og søstre, selvom vi groft sagt ikke er det helt, hvis vi tog blodprøver. Da jeg var højgravid i marts 1998, var det samtidig med, at Uffe var til valg og var 246 stemmer fra at blive statsminister. På et tidspunkt stod han på Christiansborg og talte med Venstres Jørgen Winter om, hvordan jeg havde det med maven og hvornår vandet mon gik. Det blev filmet og vist i tv - uden at han anede det, og jeg så det i tv. Jeg følte, at min graviditet blev udstillet for hele Danmark.

Tre dage efter valget fødte jeg, og husker at min far kom på barselsbesøg, satte sig og kiggede på det lille menneskebarn og sagde: ’Det er nok også bedre at være morfar end statsminister’. Han har siden sagt, at hvis han var blevet statsminister, havde vi nok ikke haft ham i dag, for det ville have slidt ham meget.

Læreren var barsk

Jeg begyndte i folkeskole på Holte Gymnasium, da jeg lige nøjagtigt var fyldt seks år. Først og fremmest var jeg glad for at gå i skole, men havde desværre en meget barsk matematiklærer, som overhørte én på sort-skole-manér. Det var sådan, at man krøb helt ned under gulvet og blev udstillet som den største idiot. På grund af især dét skiftede jeg skole i femte klasse, og efter kort tid var jeg god til matematik og sluttede i gymnasiet med et ti-tal i det fag. Jeg voksede op i Søllerød Park, mine forældre blev skilt, da jeg var to år. Min mor hedder Hanne Ellemann-Jensen og hun var barndomskæreste med Uffe Ellemann-Jensen, fra de begge var omkring 16 år. Jeg blev født i 1969, og de blev skilt i 1971, da Uffe flyttede sammen med Alice Vestergaard, mens han var på TV Avisen.

Fire generationer

Her var vi fire generationer samlet. Min mor var i sine yngre dage ansat i et marketingfirma som tresproglig korrespondent og hun oversatte hele det tyske Quelle-katalog til dansk. Siden har hun været i Novo Nordisk i mange år. Min bedstemor Ella sad med min førstefødte Ella Olivia. Siden har jeg også fået en søn, Carl Robert.

Party-pige i Norge

Da jeg blev student, ville min mor give mig en studentergave, nemlig at vi skulle ud at rejse sammen. Jeg foreslog, at vi tog til Ibiza og fyrede den af, for jeg var lidt af en partypige dengang, men min mor mente, vi skulle noget helt anderledes, nemlig på vandretur i Norge. Dengang syntes jeg, det var lidt klidmoster-agtigt, men siden hen har jeg været deroppe mange gange - en af gangene friede min første mand til mig midt ude på fjeldet. Han havde endda taget en lille flaske champagne med.

Plus 16 kilo i USA

Efter niende klasse i 1985 tog jeg på highschool i USA. Og det betød, at jeg tog 16 kilo på, især fordi der var en stor skål M&M’s lige ved siden af den magelige lænestol i stuen ved tv’et. Jeg smed dog hurtigt de kilo igen, da jeg kom hjem til Danmark og rugbrødet. I USA var familien meget fokuseret på, at jeg var ministerbarn, og var bekymret for, om jeg skulle have særlig beskyttelse eller VIP-behandling. Men det var slet ikke nødvendigt. Her stod jeg med min nye SCO cykel med tre torpedo-gear.

Beviste at jeg var en pige

Jeg blev kaldt Karl Oscar efter skuespilleren fra den svenske serie ’Udvandrerne’, fordi nogen mente, jeg lignede ham. Jeg var meget korthåret, spillede fodbold med drengene og kørte vildt på cykel med dem. Om sommeren var jeg på ferier i sommerhuse i Danmark, og undervejs legede jeg med nogle piger, som bestemt mente, jeg var en dreng, derfor var jeg nødt til at bevise, at det ikke var tilfældet.

Fars mund vendte nedad

Min storebror Claus og jeg var på weekend hos min far og Alice ca. en gang om måneden. Når vi var hos dem, skulle man være stille ved søndagsbordet, hvor min far med sin alvorlige og nedadvendte mund læste sig igennem en stor stak søndagsaviser. Der blev ofte talt om politik, og det syntes jeg ikke var så hyggeligt. I skolen havde jeg det princip, at jeg altid sagde: 'Jeg interesserer mig slet ikke for politik', når lærerne ville kende min mening om alt muligt. På billedet holdt jeg fødselsdag, det er min lillebror Jakob tv.