Det er ikke nogen hemmelighed, at rapperen Kanye West decideret hader sin ekskones nye kæreste, som han igennem flere uger har chikaneret groft på sine sociale medier.

Men denne gang er han gået alt for langt, mener flere af hans fans.

I sin nye musikvideo til sangen 'Eazy' – som udkom tirsdag, få timer efter at skilsmissen mellem Kanye West og Kim Kardashian endelig gik igennem efter næsten et års modstand fra rapperen – bliver en modellervoks-udgave af Kim Kardashians nye kæreste, Pete Davidson, kidnappet af rapperen, bundet og begravet levende.

Da roser begynder at vokse på stedet, hvor den 28-årige komiker er blevet begravet, plukker Kanye West dem, mens han rapper: 'God saved me from that crash, just so I could beat Pete Davidson's ass'.

Komikeren Pete Davidson.
Komikeren Pete Davidson. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Roserne lægger han på ladet af en bil – præcis som han gjorde i virkeligheden, da han på valentinsdag fyldte en ladvogn med hundredvis af røde roser, som han kørte hen foran sin ekskones hus.

Det er ikke den eneste ting, der har rod i virkeligheden. For selvom Kanye West hverken har udøvet vold på Pete Davidson eller begravet ham levende, frygter flere, at det kan ske.

Ikke mindst Kim Kardashian, som i en sms til eksmanden bad ham stoppe sin chikane, da hun frygtede, at fans af rapperen ville blive revet med og gøre skade på hendes kæreste. En sms-besked, som Kanye West – mod Kim Kardashian vidende – offentliggjorde på sin Instagram-profil.

Realitystjernens frygt for Pete Davidsons sikkerhed skyldes, at Kanye West igennem flere uger har truet komikeren og hængt både ham og hans venner ud i nu slettede Instagram-opslag.

Det gør han også i slutningen på videoen til 'Eazy', hvor han skriver: 'Alle levede lykkeligt til deres dages ende, undtagen 'du ved hvem'. Laver bare sjov – han er okay.' Foran 'du ved hvem' er navnet 'Skete' streget ud. Et øgenavn, som Kanye West har brugt, når han har skrevet om Pete Davidson på sine sociale medier.

Men nu synes fansene ikke, det er sjovt længere.

På Twitter bliver videoen kaldt 'følelsesmæssig voldtægt'.

'Jeg elsker Kanye West, men det her smålige lort er pinligt, og folk hylder ham for det og er tydeligvis ligeglade med ham. Hvis der sker Pete noget, vil Kanye være på skideren, fordi han efterlader så meget bevismateriale online,' lyder en kommentar, mens en anden skriver:

'Jeg er virkelig skræmt. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan Kim har det. Han terroriserer hende som en straf, og jeg håber, at folk vil holde op med at undskylde hans kunst.'

Kanye Wests mange udbrud kan formentlig skyldes den bipolare lidelse, som han tidligere har været åben om. Hør mere om det i seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det, vi taler om'.