Tidligere på måneden bekræftede Adidas, at de genovervejede deres samarbejde med Kanye West.

Men nu har sportsgiganten fået endegyldigt nok. Ifølge det anerkendte finansmedie Bloomberg og nyhedsbureauet AP har man nemlig besluttet at droppe samarbejdet med rapperen med »øjeblikkelig virkning«.

»Adidas tolererer ikke antisemitisme eller nogen anden slags hadtale,« siger virksomheden i en officiel udtalelse på deres hjemmeside tirsdag.

Så nu står Kanye West til efter næsten et årtis samarbejde at skulle ud og finde en ny producent og distributør af sit skomærke Yeezy.

Kanye West har virkelig også gjort sit på det seneste for at få Adidas på nakken.

For han er blevet kritiseret vidt og bredt for sine seneste udbrud af hadefuld retorik mod både sorte og jøder, som han siden både har trukket tilbage og stået fast på.

Kanye Wests støtter har det til gengæld været sværere at få øje på, men flere har mindet om, at rapperen er bipolar og selv tidligere har fortalt, at han ikke tager sin medicin, når han er i kreative processer.

Men det ændrer ikke på, at Kanye West har fået rodet sig ud i et værre stormvejr.

Værst er det gået, da han med et helt modeshow støttede hadpropagandabevægelsen White Lives Matter og i en tirade på sociale medier fik meddelt, at han ville begå 'dødsbekæmpelse 3 på det jødiske folk'.

Den politiske kommentator Candace Owens delte selv på Twitter et billede af hendes og Kanye Wests trøjer med det kontroversielle budskab.
Den politiske kommentator Candace Owens delte selv på Twitter et billede af hendes og Kanye Wests trøjer med det kontroversielle budskab. Foto: Candace Owens / Twitter
Vis mere

Og det falder selvsagt ikke kønt tilbage på tyske Adidas, der har været lige så stille som graven.

Kun en bekræftelse på, at man genovervejede samarbejdet, var det forinden blevet til – og den nyhed reagerede Kanye West således på:

'FUCK ADIDAS JEG ER ADIDAS ADIDAS VOLDTOG OG STJAL MINE DESIGNS' skrev han med blokbogstaver på sine sociale medier.

Men beskyldningen om designtyveri mod hans tidligere samarbejdspartner er heller ikke engang ny.

Forinden havde rapperen i juni anklaget skogiganten for at kopiere en af hans Yeezy-skomodeller, og i august faldt hammeren endnu engang.

Her anklagede han Adidas for en længere række ting, ikke mindst for at stjæle hans stil og bevidst hyre folk, der tidligere har arbejdet for ham.

Ikke mindst har Kanye West selv truet med at vende ryggen til Adidas, så snart hans kontrakt med sportsmærket udløber i 2026.

Men nu var det altså Adidas, der fik nok først.

Dermed indtegner Adidas sig i en række af virksomheder, der har droppet Kanye West – som officielt blot hedder Ye.

Hans agentur CAA smed ham for nylig på porten efter hans gentagende hadske udtalelser, og en dokumentar med rapperen er ligeledes blevet droppet.