North, Chicago, Saint og Psalm.

Det er navnene på Kanye West og Kim Kardashians fire børn.

I februar kom det frem, at realitystjernen havde søgt om skilsmisse fra den excentriske rapper, og her to måneder senere har Kanye West så besvaret anmodningen med et krav om fælles forældremyndighed over de fire børn.

Det skriver People, der har anmodet om indsigt i dokumenterne, som blev indgivet af rapperens advokat fredag.

Kanye West.
Kanye West. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Ifølge det amerikanske medie har 43-årige Kanye West desuden anmodet om, at retten fjerner muligheden for hustrubidrag, ligesom han heller ikke selv ønsker muligheden for at modtage økonomiske bidrag fra sin kommende ekskone.

Derudover ønsker han, at han og Kim Kardashian betaler for deres egne advokatregninger i forbindelse med skilsmissen.

I dokumenterne har Kanye West endvidere beskrevet årsagen til bruddet som værende 'uforenelige forskelle'.

Kim Kardashian og Kanye West blev gift 24. maj 2014 efter at have dannet par i to år. Deres børn er henholdsvis syv, fem, tre og et år gamle.

Kim Kardashian og Kanye West.
Kim Kardashian og Kanye West. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Det var Kim Kardashian, der i februar anmodede om skilsmisse efter knap syv års ægteskab.

Det er Kanye Wests første skilsmisse, men Kim Kardashians tredje. Hun har tidligere været gift med Damon Thomas fra 2000 til 2004 og Kris Humphries fra 2011 til 2013.

Ingen af parterne har udtalt sig offentligt om bruddet, men Kim Kardashians mor, Kris Jenner, brød for nylig tavsheden i et australsk radioprogram.

»Det vil altid være en svær tid at komme igennem. Der er mange børn involveret ud over Kim og Kanye,« sagde hun og fortsatte:

»Den gode ved vores familie er, at vi er der for hinanden, og vi støtter altid op om hinanden. Det, jeg allerhelst vil have, er, at alle er glade.«

Kris Jenner fortalte endvidere, at skilsmisseforløbet er blevet optaget i forbindelse med tv-serien 'Keeping up with the Kardashians', men at det er uvist, om optagelserne vil blive brugt eller ej.