Kandis-Johnny så en helt ny side af Sussi og Leo, da de sammen deltog i 'Fangerne på fortet'.

Siden talte de jævnligt sammen. Senest, da Leo Nielsen blev syg, og Kandis-Johnny lovede, at de nu skulle få en hyggelig stund sammen. Men sådan gik det desværre ikke.

»Jeg skrev til Sussi: 'Hils Leo mange gange og sig til ham, at når han kommer hjem fra hospitalet, så kommer jeg og drikker en bajer med ham. Men det nåede vi så desværre aldrig',« fortæller Johnny Hansen til B.T.

Leo Nielsen døde natten til lørdag. 67 år gammel.

Sussi og Leo i 2016.
Sussi og Leo i 2016. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Siden sine unge teenageår turnerede Leo Nielsen landet rundt med sin kone, Sussi Nielsen, som duoen Sussi og Leo. Ofte mødte de Kandis-Johnny, når de spillede ved samme arrangementer.

Alligevel kendte Johnny Hansen ikke det nordjyske ægtepar særlig godt i mange år. Men det ændrede sig, da han deltog i tv-programmet 'Fangerne på fortet' samme år, hvor Sussi Nielsen også var med:

»Der følte jeg, at vi kom tættere på hinanden,« siger Johnny Hansen og fortæller, at de under optagelserne også besøgte Sussi og Leo i deres hjem i Saltum i Nordjylland.

»Der var jeg hjemme ved dem et par gange, og der kom vi tættere på hinanden. De er de sødeste mennesker, og jeg er lidt trist over, at Leo er gået bort. Der er ikke noget ondt skabt i dem overhovedet,« siger Johnny Hansen og tilføjer, at han siden havde holdt kontakten ved lige.

Johnny Hansen nåede ikke at drikke en øl med Leo.
Johnny Hansen nåede ikke at drikke en øl med Leo. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han besøgte dem flere gange efter 'Fangerne på fortet', ligesom han også skrev lidt sms’er sammen med dem og blev opdateret på Leos sygdom af Sussi.

Meningerne om Sussi og Leo og deres optrædener har gennem årene været mange. Nogle kritiserede dem for ikke at kunne synge, mens andre elskede dem.

Ifølge Johnny Hansen kunne de noget særligt.

»De havde en vare, som folk rigtig godt kunne lide. De var gode til at skabe en fest. De var gode til at underholde. Og det er mindst lige så meget værd, som hvis du kan spille nogle specielle akkorder,« siger han.

Sussi og Leo i januar. Leo havde været alvorligt syg de seneste måneder.
Sussi og Leo i januar. Leo havde været alvorligt syg de seneste måneder. Foto: Rune Øe
Vis mere

Han har selv oplevet folks fordomme:

»Jeg bliver selv sat i en bås med noget dansktop-musik, som ret mange rynker på næsen over. Men hvis du kan sælge din vare og underholde folk, så er det mindst lige så meget værd, som hvis du har en jazzmusiker eller en anden, der kan spiller noget rockmusik.«

Derfor håber Johnny Hansen også, at Sussi Nielsen trods tabet af sin livspartner fortsat vil blive ved med at optræde.

»Jeg håber selvfølgelig, at Sussi kører det videre i samme ånd. De elskede jo at optræde, hende og Leo,« siger han.