Man kan sagtens lave sjov med Simon Spies. Man skal bare finde ud af, hvad der helt præcis er sjovt ved den alvorlige sag.

Det mener de komikere, som B.T. har talt med i forbindelse med præsentationen af næste års Tivolirevyen.

»Man kan ikke bare sige: 'Lad os lave et nummer, hvor jeg skampuler en 14-årig tøs på scenen'. Nej, det er nok ikke den måde, vi skal gøre det på,« siger Andreas Bo

Selvom holdet bag først for alvor går i gang med at skrive manuskriptet til foråret, er Andreas Bo allerede begyndt at tænke over, hvad der kan være sjovt at få med.

Komiker Andreas Bro har medvirket i mange revyer gennem årene, men det bliver først gang, han spiller i Tivolirevyen.
Komiker Andreas Bro har medvirket i mange revyer gennem årene, men det bliver først gang, han spiller i Tivolirevyen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Og han er ikke afvisende over for at skrive et nummer om rejsekongen og hans unge morgenbolledamer.

»Det er da et sprængfarligt emne, at vi har ophøjet en mand, som teknisk set er pædofil – hvis altså dokumentaren taler sandt – til en national helgen. Det bliver man nødt til at lave sjov med.«

For den erfarne komiker og revyskuespiller handler det nu om at finde ud af, hvad der er sjovt ved sagen. Er det Simon Spies selv, er det datidens frisind eller måske os selv?

»Alle havde hørt om morgenbolledamerne, men jeg havde da ikke tænkt over, at de tøser var 15 år gamle. Jamen, for helvede, jeg har en teenagedatter på 13,« siger Andreas Bo.

Hans kollega Linda P, der i Tivolirevyen får sin debut som revyskuespiller, er til gengæld ikke i tvivl om, hvad hun synes er mest absurd ved DR-dokumentaren 'Spies og morgenbolledamerne', som kickstartede sagen.

Komiker Linda P får sin debut som revyskuespiller.
Komiker Linda P får sin debut som revyskuespiller. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Jeg ville gerne have Carl med,« siger hun om Simon Spies' tidligere informationschef, Carl Bjerredahl, som siden dokumentaren er gået viralt for sine markante holdninger til, blandt andet hvad man kan tillade sig at gøre ved en prostitueret, når blot man betaler.

»Her har vi, for at citere min kollega André Jakobsen, en mand, der er gået i seng i 70ene og først er vågnet, lige inden interviewet skulle laves,« siger hun.

Hun fortæller, at hendes nye yndlingshobby er at 'læse kommentarer fra boomere, der nægter at indse, at der var noget galt'.

»Jeg ville elske at lave sjov med de typer, der siger: 'Jamen, herregud, hvis Simon Spies ikke havde brækket deres arm, så havde en anden måske,« siger Linda P.

»Om man kan gøre det sjovt, er til gengæld svært at sige.«

Spørger man den garvede revyrotte James Price, er der dog meget lille chance for, at hverken Simon Spies, hans morgenbolledamer eller Carl Bjerredahl kommer med i Tivolirevyen, som har premiere næste år.

Kapelmester på Tivolirevyen, James Price.
Kapelmester på Tivolirevyen, James Price. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»I dag bliver nyheder gennemtygget i et helt andet tempo end for 30-40 år siden. En historie kunne sagtens holde en ret lang sæson, men i dag oplever man, at en kæmpestor historie kan være glemt om tre måneder,« siger han.

»Den erfaring gjorde vi os i Cirkusrevyen, hvor vi sagde: 'Det her er kæmpestort – det skal vi lave et stort nummer om'. Den gik også rent hjem ved premieren, men når vi kom ind i august, sad publikum nogle gange og lige skulle spørge sidemanden, hvad det handlede om.«

Tivolirevyen har premiere 1. juni næste år. Foruden kapelmester James Price, Andreas Bo og Linda P medvirker Carsten Svendsen og Nicolai Jørgensen samt Lisbet Dahl, der både får rollen som skuespiller og instruktør.