Efter halvandet år er det slut mellem en velkendt reality-babe og hendes kæreste.

I marts sidste år kunne en glad Julie Lieberkind, der er kendt fra 'Paradise Hotel' og 'Divaer i junglen' fortælle, at hun havde fundet kærligheden. Simon, der havde vundet hendes hjerte, havde fundet hende på Instagram og kontaktet hende der.

Mens Simon boede i Randers, boede Julie i København, så derfor besluttede Julie i starten af 2019 at hive teltpælene op og flytte til den anden ende af landet.

Desværre gik alt ikke som håbet, og i slutningen af maj skrev Julie på sin Facebook-profil, at hun søgte et sted at bo med sin veninde i København.

Julie ønskede dog ikke dengang at komme ind på, hvad der var sket mellem hende og kæresten, men nu er hun klar til at åbne op om årsagen til flytningen:

»Simon og jeg er ikke sammen længere. Vi er nok bare to forskellige steder lige nu, og så valgte vi også at flytte sammen efter kort tid, så det har desværre også været med til det, tror jeg. Der var ikke rigtig nogen anden mulighed, når han boede i Jylland og jeg i København,« forklarer Julie til Realityportalen.dk og fortsætter:

»Jeg flytter tilbage til København 1. juli, hvor jeg har fået en lejlighed på Østerbro/Emdrup. Indtil da bor jeg hos Simon, da vi forbliver venner, selvom det ikke gik som kærester. Jeg vil helst ikke komme nærmere ind på, hvorfor vi er to forskellige steder i vores liv lige nu, da jeg ikke vil sætte ham i dårligt lys, nu hvor vi stadig er venner. Jeg kan bare sige, at jeg har mine mål, og jeg ved, hvad jeg vil.«

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk