'Snart ligner vi alle Anders Lund Madsen'.

Med disse ord bad erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen onsdag i en klumme i Berlingske statsminister Mette Frederiksen om at få genåbnet landets frisører, så vi kan komme af med vores coronahår.

Anders Lund Madsen, der kun bliver klippet en gang om året, ved ikke, om han skal se det som en hån eller ære at blive symbolet på at have coronahår, men vil gerne hjælpe med moralsk støtte til dem, som skulle være i nød.

»Jeg vil sige 'hold ud! Det lysner'. Og ellers tænk på noget andet. Det giver en enorm frihed ikke at være opmærksom på sit hår. Hvis det er helt galt, så tag til Nexø, hvor salonerne er åbne.«

Anders Lund Madsen 11. marts 2021.
Anders Lund Madsen 11. marts 2021. Privatfoto

Anders Lund Madsen er selv ofte iført hue eller hat, men det er mest for at holde varmen, siger han.

»Det fede ved at have meget hår er jo også, at det luner. Jeg har set folk gå rundt og fryse, fordi de har klippet håret af.«

Anders Lund Madsen var sidst til frisør i oktober hos kendis-frisør Gun-Britt Zeller, som er den eneste, der professionelt får lov til at røre ved hans hår, fortæller han.

»Hun er Skandinaviens bedste. Det er i den omkostningstunge ende, men hellere have det godt sjældent end dårligt ofte.«

Frisør Gunn-Britt Zeller.
Frisør Gunn-Britt Zeller. NIELS AHLMANN OLESEN

Han fortæller, at han siden barndommen har haft et anstrengt forhold til at gå til frisør. Det begyndte, da han og hans bror Peter var på sommerferie hos deres mormor og morfar på Falster, hvor de hos den lokale frisør fik et såkaldt 'sommerklip'.

»Man blev stort set kronraget. Det var frygteligt. Min bror havde smukt lyst hår. Så lignede han pludselig et æg.«

Frisørangsten blev forstærket, da Anders Lund Madsens mor hjemme i Sorgenfri sendte ham til frisøren på det lokale torv, hvor det var ydmygende at skulle sidde på en ekstra skammel, fordi han ikke var så høj.

»De eneste konflikter, jeg har haft med min mor, var på grund af hår,« forklarer han og takker frisør Gun-Britt Zeller for at redde ham efter konstante hårkriser op igennem 70erne og 80erne.

Har du erfaringer med at klippe dig selv?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg har klippet mine børn nogle gange, hvis der for eksempel sad tyggegummi fast, men ellers lader jeg de professionelle om det. Der er en grund til, at der er en frisørskole.«

Anders Lund Madsen står foran Nordens Hus i Thorshavn inden kronprinsparrets ankomst til Nordens Hus forbindelse med kronprinsparrets officielle besøg på Færøerne 23. august 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Anders Lund Madsen står foran Nordens Hus i Thorshavn inden kronprinsparrets ankomst til Nordens Hus forbindelse med kronprinsparrets officielle besøg på Færøerne 23. august 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Hvordan har du det med, hvis coronakrisen gør dig til et stilikon, og alle lader håret gro som dig?

»Det må jeg så forholde mig til. Jeg vil ikke være bange for det. Hvis man spurgte Gandhi, om han ville blive ulykkelig, hvis alle blev meget fredelige, så ville han jo også sige nej. Så længe man ikke advokerer for nazisme, eller at vaccinerne ikke virker, så skal man ikke være bange for at stå frem. Sådan er det at være et ikon.«

Ud over at være et omvandrende stilikon laver Anders Lund Madsen for tiden blandt andet radio på P1, og så har han fået arbejde i et vaccinecenter på Vesterbro i København.

Det er dog ikke ham, der står for at vaccinere, understreger han.

»Nej, det måtte jeg desværre ikke. Jeg er en af dem, der sørger for, at folk kommer hen til dem, der vaccinerer. Det er et dejligt arbejde, men nu er vi jo desværre lige sat på hold (Sundhedsstyrelsen har sat vaccinationen med vaccinen fra AstraZeneca på pause efter flere indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper, red.).«