I sidste uge skrev Ed Sheeran en sang.
Onsdag aften – australsk tid – spillede han den fra scenen i Rod Laver Arena. Og så græd han.
'Visiting Hours' hedder sangen, som den rødhårede brite har skrevet til pladeselskabsmanden Michael Gudinski.
Michael Gudinski døde i starten af marts. Sov stille ind i en alder af 68 år. Og dermed mistede Ed Sheeran en ven, faderfigur og mentor.

I australske medier bliver landsmanden Michael Gudinski omtalt som musikkens godfather. En titan.
Ed Sheeran beskrev ifølge News.com.au under den statsarrangerede mindekoncert vennen som en »tornado af glæde«.
»På vores første turné var han med, og det gik hurtigt op for mig, at man konstant var ved at dø af grin i hans selskab.«
»Overalt løftede han stemningen, før han forsvandt.«
Ed Sheeran stod på scenen iklædt sort jakkesæt, da han åbnede sin hyldestkavalkade til vennen med sangen 'Castle on the Hill'. Det havde været en af Michael Gudinskis favoritter, fortalte Ed Sheeran.
Da han havde sunget tre sange, sluttet af med 'Visiting Hours', tog han sig til ansigtet og forlod scenen med tårer i øjnene.
Også Taylor Swift deltog under mindekoncerten. På en internetforbindelse fortalte hun, at hun havde mødt ham gennem arbejde.
At de var blevet gode venner og havde tilbragt fødselsdage sammen. Og at han altid havde haft hendes ryg.
»Jeg vil aldrig glemme de vidunderlige øjeblikke i mit liv, som fandt sted på grund af ham, fordi han troede på mig.«

Også Bruce Springsteen, Sam Smith, Bryan Adams og Elton John sendte hyldende ord i Michael Gudinskis retning. Takkede ham for inspirationen og hans betydelige arbejde for musikken.
Michael Gudinski var en ener i den australske musikbranche. Sådan beskriver både kunstnere og entreprenørkollegaer ham.
Mest kendt er han for pladeselskabet Mushroom Records, som han startede i 1972, og som har banet vejen for musikere som Kylie Minogue og MacKenzie Theory.
2. marts gik han bort. Han efterlader sig sin hustru og to børn. Og et eftermæle som faderen af den australske musikbranche.