Lyt til artiklen

Er den 51-årige tv-vært Kåre Quist og den 32-årige tidligere realitystjerne Pernille Nygaard et par?

Det indtryk kunne man få, hvis man så forsiden af onsdagens Se og Hør, hvor overskriften hed, at tv-værten og juristen 'dater'.

I selve artiklen afviser de dog begge at være mere end venner.

»Pernille og jeg har det rigtigt sjovt sammen. Hun får mig til at grine og er en god veninde,« siger den nyskilte Kåre Quist i ugebladet.

Tv-værten offentliggjorde i september, at han skulle skilles fra sin kone gennem 12 år, tv-værten Tine Røgind.

Derimod troede mange, at Pernille Nygaard stadig var forlovet med sin seks år yngre tidligere medstuderende på jurastudiet, Mikkel Nielsen.

Men i lyset af de mange rygter om Kåre Quist og Pernille Nygaards forhold, har den tidligere realitystjerne nu selv forklaret, at hun faktisk – ligesom sin nye ven – er blevet single.

»Jeg har fået en del henvendelser, efter jeg er blevet spottet på en brunch-date med en god ven,« starter Pernille Nygaard sin story på Instagram.

»Jeg kan bekræfte, at jeg ikke længere danner par med M – hvilket er en fælles beslutning, som ikke er taget, grundet vi ikke har kærlighed for hinanden længere, men fordi nogle gange er der andre omstændigheder, der kan forhindre et forhold,« skriver hun.

Den 51-årige tv-vært Kåre Quist og 32-årige jurist Pernille Nygaard er blevet rigtig gode venner.
Den 51-årige tv-vært Kåre Quist og 32-årige jurist Pernille Nygaard er blevet rigtig gode venner. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix & Privat
Vis mere

Hun understreger, at hun og hendes tidligere forlovede Mikkel Nielsen – som hun de sidste fem år har haft et on-off-forhold til – fortsat er »bedste venner«.

Nu har Pernille Nygaard så fået endnu en ven i Kåre Quist.

Kåre Quist har sønnen Carl på ni år med sin ekskone Tine Røgind. Pernille Nygaard har datteren Emily på 11 år.

Kåre Quist er særligt kendt som vært på TV Avisen, mens Pernille Nygaard har deltaget i en lang række realityprogrammer – fra 'Paradise Hotel' og 'Ex on the Beach' til 'Mig og min mor' og 'Boss Ladies' – men hun arbejder nu som advokatfuldmægtig.

B.T. har været i kontakt med Kåre Quist, der »lader privatlivet hvile lidt«.

Pernille Nygaard oplyser ligeledes til B.T., at hun »ingen kommentarer« har til forholdet med Kåre Quist.