Jonghyun. Sulli. Goo Hara. Yohan. Måske kender du dem ikke, men de er faktisk toppen af poppen. K-poppen. Eller rettere: De var.

Alle er de de seneste år gået bort. Senest Yohan i denne uge. Alle er de en del af en kedelig tendens med K-popstjerner, der forlader livet alt for tidligt.

Jonghyun begik selvmord i 2017. 28 år. Sulli og Goo Hara i efteråret 2019. 25 og 28 år. 28-årige Yohans dødsårsag er endnu ukendt.

Ikke desto mindre har hans død endnu engang fået spotlyset rettet mod K-popbranchen. En benhård branche, hvor unge mennesker går på træningsakademier i håbet om at kunne blive store stjerner.

Sulli, der oprindeligt hedder Choi Jin-ri, blev fundet i hjemmet af sin manager. Hun blev 25 år.
Sulli, der oprindeligt hedder Choi Jin-ri, blev fundet i hjemmet af sin manager. Hun blev 25 år. Foto: YONHAP
Vis mere

K-pop, som den sydkoreanske musikgenre kaldes, er i højere grad en industri end en genre. I 2018 vurderede Forbes, at industrien med musik, tv-serier og film havde en omsætning på 83 milliarder årligt i Sydkorea.

Herhjemme har K-poppen de senere år vundet indpas, men i Sydkorea dyrker man idolerne, som var de guder.

Af samme årsag er livet som K-popstjerne kontrolleret ned til punkt og prikke.

Det betyder eksempelvis, at nogle skriver under på, at de ikke må date.

»Skandaler omhandlende druk, stoffer og sågar dating skaber ikke blot bølgegang i underholdningsspalterne, men også i finanssektionerne, fordi mange af de største koreanske musikselskaber er børsnoterede. Sensationshistorier kan derfor få alvorlige konsekvenser på bundlinjen,« har Bernie Cho, der er direktør i den koreanske musikbranche, tidligere forklaret til CNN.

Bundlinjen går hånd i hånd med K-popstjernernes image. Jo mere perfekt image, jo større fanskare.

Fanskaren spiller da også en helt essentiel rolle for branchen. De er nemlig dedikerede.

»På en nærmest pervers måde, fordi deres fans bruger så mange kræfter på at promovere og skabe et godt image omkring deres idoler, får nogle den idé, at de har noget at skulle have sagt i forhold til, hvordan deres idoler lever deres liv,« forklarer Jenna Gibson, Korea-specialist på University of Chicago.

Goo Hara blev 28 år.
Goo Hara blev 28 år. Foto: STR
Vis mere

Eksempelvis nægtede publikum ved en Girl's Generation-koncert i 2008 at løfte deres lysende mobiler i vejret under deres optræden. I stedet var de helt stille.

Årsagen? Gruppens fans syntes, at pigerne var blevet lige lovligt tætte med medlemmerne af et boyband.

Også K-popstjernernes udseende kontrolleres, så det passer perfekt efter konservative sydkoreanske idealer.

Lys hud, store øjne, lange ben, smal talje – generelt anime-lignende træk – er alfa og omega.

Goo Hara var en del af K-popgruppen Kara. Her står hun yderst til højre.
Goo Hara var en del af K-popgruppen Kara. Her står hun yderst til højre. Foto: KIM HEE- CHUL
Vis mere

I et længere indlæg hos BBC beskriver en tidligere K-pop-trainee – ja, det eksisterer; skoler for håbefulde K-popspirer – om sin oplevelse med K-poppen bag scenetæpperne.

Euodias fortæller om træning fra morgen til aften. Hver dag. Ingen fritid.

Og vægten, ja, den skulle helst ligge under 47 kilo.

»Hvis du var over, ville de rationere din mad. Nogle gange fjernede de hele måltider, og de 'overvægtige' trainees ville bare få noget vand,« forklarer hun.

Også de håbefulde spirers ansigter bliver bedømt, og at ty til plastikkirurgi er mere reglen end undtagelsen.

Dengang opfattede Euodias det da også som et ganske naturligt skridt at tage, hvis man ville gøre sig fortjent til en plads i rampelyset.

»Virksomheden kunne ikke tvinge en trainee til at blive opereret, men man blev opmuntret til det på det kraftigste,« fortæller hun og tilføjer:

»Plastikkirurgi er meget normalt i Sydkorea, og udsigten til at blive opereret generede mig ikke. Jeg så det som en investering i min fremtid.«

At man som K-popstjerne skal se ud på en bestemt måde, forsøgte det koreanske ministerium for kønsligestilling og familie at tage et opgør med for halvandet år siden.

Her fremsatte ministeriet et sæt retningslinjer, der skulle begrænse antallet af 'ensartede stjerner'.

Befolkningen blev rasende og retningslinjerne skrottet.

Noget skal der dog gøres, mener kritikere. For presset på K-popidolerne er stort. Og nogle gange for stort. I hvert fald for nogle.

Kim Jong-Hyun blev 27 år. Ordene i hans afskedsbrev skaber et billed af en nedbrudt ung mand.
Kim Jong-Hyun blev 27 år. Ordene i hans afskedsbrev skaber et billed af en nedbrudt ung mand. Foto: CHOI HYUK
Vis mere

Det er Jonghyuns sidste ord et bevis på.

Det afskedsbrev, som 27-årige Jonghyun skrev, før han i 2017 afsluttede sit liv på et hotelværelse, tegner et billede af en nedbrudt ung mand.

'Jeg er ødelagt indeni. Depressionen, som langsomt gnavede i mig, fortærede mig til sidst.'

'Jeg var ikke klar til at leve et liv i offentlighedens søgelys. Derfor var det svært. At være konfronteret med verden og være i søgelyset. Hvorfor tog jeg disse beslutninger?'