Den sydkoreanske K-popgruppe BTS er landet i massiv modvind efter udtalelser om Koreakrigen.

Det er gruppens leder, RM – også kendt som Rap Monster – der står bag udtalelserne om krigen, som fandt sted fra 1950 til 1953, og hvor Sydkorea kæmpede på samme side som USA.

»Vi vil altid huske historien om den smerte, som vores to nationer delte sammen, og de utallige mænd og kvinder, som mistede livet undervejs,« sagde RM forleden ifølge BBC.

Og den udtalelse har i den grad vakt opsigt på den dårlige måde i Kina, da landet støttede Nordkorea i krigen.

På sociale medier er der ramaskrig blandt kinesiske brugere, mens udtalelserne angiveligt også har påvirket en række kommercielle aftaler for BTS.

I hvert fald er flere reklamer, der havde BTS som trækplaster, forsvundet fra kinesiske hjemmesider. Det drejer sig blandt andet om reklamer fra virksomheder såsom Samsung, Fila og Hyundai.

Det er dog ikke blevet endeligt bekræftet, at reklamerne er forsvundet som følge af udtalelserne.

BTS bliver betegnet som en popsensation. De er det første sydkoreanske popband, som har toppet hitlisterne i både USA og Storbritannien.

De er desuden gigantiske i Kina, hvor de blandt andet har over fem millioner fans på det kinesiske sociale medie Weibo.

Antallet af fans ser dog ud til at falde efter udtalelserne om krigen, hvor Sydkorea fik støtte af USA samt af et flertal af FN-lande, mens Nordkorea havde Kina og Sovjetunionen på sin side.

'De bør ikke tjene penge fra Kina,' skriver en kinesisk Weibo-bruger og påpeger, at Kina også led mennesketab i den tre år lange internationale konflikt.

'Hvis I fortsat vil tjene penge på kinesiske fans, kan det være, I skal tage kinesernes følelser i betragtning,' skriver en anden.

BTS har endnu ikke udtalt sig om kritikken.