Den aarhusianske natklubejer Emil Knudsen troede, at det var en prank, da han åbnede en mail fra Justin Biebers crew.

De ville gerne booke bord på hans natklub Kupé efter Justin Biebers Smukfest-koncert onsdag – og så ville verdensstjernes DJ også gerne spille et sæt på klubben.

»Jeg troede, at det var nogen, der lavede fis med mig,« siger Emil Knudsen og fortsætter:

»Så jeg bad dem om at sende bekræftelse fra deres management. Og så bad jeg også om, at Justin Biebers DJ, Tay James, sendte en video af sig selv.«

Mod hans forventning, fortæller han, fik han en video retur af DJ Tay James, der sagde, at han glædede sig til at komme og spille på klubben.

Så nu er han booket, fortæller Emil Knudsen.

Men om Justin Bieber selv har tænkt sig at dukke op til efterfesten, er ikke sikkert. Emil Knudsen har dog et håb.

»Når Tay James spiller, plejer han ofte at komme. Det hotel, de har booket, er tæt på, og jeg har snakket med manageren, som siger, det er sjældent, at Justin Bieber bare vil sidde på hotellet om natten.«

Bordet, der er resereveret til Justin Biebers crew.
Bordet, der er resereveret til Justin Biebers crew. Foto: Kupé
Vis mere

Klubejeren vil  ikke ud med, hvor meget de har skullet betale for et DJ-sæt med Biebers DJ på 90-120 minutter.

»Det er ikke helt billigt. Det præcise tal er noget, jeg holder for mig selv. Men han er by far den dyreste DJ, vi nogensinde har haft,« siger han.

Han fortæller, at de 400 gæster, der køber billetter i forsalg til onsdag, betaler 250 kroner i entré, og at det er med til at dække en masse omkostninger.

Men langtfra alle.

Crewet har nemlig en ret speciel bestillingsliste – også kaldet rider. Og det har ikke været helt nemt at få fat i det hele, siger Emil Knudsen.

»Det er nogle specielle drikkevarer, der skal være der. Blandt andet en meget speciel tequila, som vi lige måtte finde ad omveje,« siger han og fortsætter:

»Og så skal de hele være økologisk – både alkohol og mad. Vi sørger for nogle forskellige snacks fra Zenza (aarhusiansk restaurant og cocktailbar, red.)«

Hvilket mad, crewet skal snacke i løbet af aftenen, vil natklubejeren ikke fortælle.

»Hvad der står i kontrakten er mellem mig og dem. Men alt i alt synes jeg, at det er en fair rider. Vi har oplevet lidt af hvert gennem tiden med forskellige kunstnere.«

Udover den specielle tequila har de også været ude og lede efter en speciel pult og specielle mikrofoner, som DJ’en har bedt om.

Da B.T. spørger, hvad bestillingerne i rideren løber op i økonomisk, lyder svaret, at »det selvfølgelig også koster lidt – men det er meget lidt i forhold til, hvad han koster.«

Er det det hele værd?

»Jeg er sikker på, at vi nok skal holde skindet på næsen. Vi gør det, fordi det er superspændende.«

Ifølge Emil Knudsen kommer Justin Bieber til Aarhus med både sin kone Hailey Bieber og hans gode ven rapperen Jaden Smith.

Onsdag er det kun muligt at komme ind på klubben, hvis man har købt en af de 400 billetter, der er blevet frigivet i forsalg. Da B.T. taler med klubejeren mandag aften, er der 21 billetter tilbage, fortæller han.

Justin Biebers crew har dog reserveret 100 billetter til sig selv, som bliver frigivet i løbet af onsdag, hvis de ikke er brugt af crewet.