Justin Bieber har for anden gang valgt at få dreadlocks.
Første gang, tilbage i 2016, modtog han stor kritik på sociale medier. Og det mønster gentager sig nu, hvor han beskyldes for såkaldt kulturel appropriation.
I sin tid lød popstjernens forklaring, at det 'bare er hår', men for de forurettede handler det om meget mere end det.
»Justin Bieber er privilegeret, han har en platform, og han har dermed en berettigelse til at handle, for eksempel med at lave dreadlocks, for der er ingen, der ejer dreadlocks, men for nogle grupper er det er kulturelt udtryk, og de grupper er ikke altid lige så privilegerede. De har ikke mulighed for at nyde de samme friheder som en hvid mand eller kvinde, der tager dreadlocks til sig,« fastslår Mira C. Skadegård, postdoc på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet i København.
Hun tilføjer:
»Så det kan godt være et forsøg på at omfavne kulturen, fordi man synes, at det er fedt, men samtidig overser man sit privilegie. For mens kunstnerne får en fejheds-effekt af at gå med dreadlocks, oplever sorte mænd og kvinder med dreadlocks ikke den fejheds-effekt. For eksempel ved oftere at blive stoppet af politiet.«
Og Justin Bieber er langtfra alene om blive beskyldt for at gøre det.
Også Zac Efron og Marc Jacobs har fået håret i postkassen på grund af dreadlocks.
Under New York Fashion Week sendte sidstnævnte en flok modeller med dreadlock på catwalken. Alle modeller var hvide. Og det vakte kritik.
Men kritikken var skudt ved siden af, mente designeren. I hvert fald for en stund. I et tweet, der kort efter offentliggørelse blev slettet, skrev Marc Jacobs:
»Morsomt, hvordan I ikke kritiserer farvede kvinder for at glatte deres hår.«
»Jeg respekterer og er inspireret af mennesker og deres udseende. Jeg ser ikke farve og race. Jeg ser mennesker. Jeg er ked af at konstatere, at så mange mennesker er så snæversynede. Kærlighed er svaret.«
Den pointe køber Mira C. Skadegård dog ikke helt.
»Når vi siger, at vi ikke ser farve, er vi så privilegerede, at vi kan tillade os at sige det. For bare fordi vi ikke selv oplever racisme, betyder det ikke, at det ikke findes. Der er et tydeligt privilegie i at kunne påberåbe sig blindhed, og der er også en benægtelse af andres virkelighed i at kalde sig 'farveblind'. Det kan også være meget venligt ment, for det er kærlighed, der er vejen frem. Men kærlighed er kompliceret. Det er noget, vi må snakke om, det er ikke noget, han bare kan beslutte.«
Det er ikke kun særlige frisurer på kendte menneskers hoveder, der kan give ramaskrig. Pharrell Williams har eksempelvis flere gange måttet undskylde for forskellige beklædningsgenstande.
Først i 2014, da han prydede forsiden af britiske Elle iført en hovedbeklædning, der går tilbage til de indfødte amerikanere.
Internettet gik amok. Og hashtagget #NotHappy – med reference til hans hit 'Happy' – spredte sig med lynets hast. Pharrell Williams undskyldte:
»Jeg respekterer og ærer alle racer, baggrunde og kulturer. Jeg er oprigtigt ked af det.«
Fire år senere var den gal i gang. Denne gang, fordi flere mente, at hans nye skosamarbejde med Adidas var lidt for inspireret af den farverige hindufestival Holi.
Denne gang udeblev undskyldningen. I stedet udsendte Adidas en udtalelse om, at »skosamarbejdet var baseret på principper omhandlende harmoni, ligestilling, menneskelighed og farve«.
Det er ikke kun håndgribelige ting som frisurer og beklædning, der kan blive genstand for kritik, når det gælder kulturel appropriation.
Også musik, navne, talemåder og danse kan man komme galt i byen med.
Ifølge Mira C. Skadegård skal kendisserne være bevidste om deres position, når de 'låner' fra andre kulturer – også selvom det er tænkt som anerkendelse.
»Hvis man tænker det som en hyldest, skal man også give tilbage. Det kan være økonomisk, eller man kan samarbejde med nogle af de mennesker, der har det pågældende kulturelle udtryk.«
Herhjemme har kulturel appropriation endnu ikke fyldt så meget i den offentlige debat. Endnu.
»Jeg tror, det har haft noget at gøre med villigheden til, hvilke emner man har lyst til at snakke om. I Danmark har vi længe haft et narrativ om, at vi ikke har haft en problematisk kolonial historie, at sådan er vi ikke, men nu er den bevidsthed kommet, så nu er vi i gang med at håndtere, hvad det betyder for, hvem vi er,« siger Mira C. Skadegård, der er sikker på, at emnet kun kommer til at fylde mere fremover.
»Samtalen har åbnet sig, og det er godt, men vi er nødt til at bearbejde benægtelseskulturen, vi har, og adressere det, selvom det kan være ubehageligt og konfliktfyldt.«
