De fleste musikere ville nok råbe højt hurra og juble med armene i vejret, hvis de formåede at blive nomineret til en Grammy.

Og dét uanset, hvilken kategori det var i.

Sådan står det dog ikke til for verdensstjernen Justin Bieber, der trods alt også allerede har været nomineret hele 14 gange trods sin unge alder på 26 år.

Tirsdag aften blev nomineringerne til den kommende Grammy-uddeling offentliggjort. Showet løber over stablen 1. februar 2021, og Justin Bieber er, som den kloge læser nok allerede har regnet ud, blevet nomineret atter engang.

Justin Bieber.
Justin Bieber. Foto: Dustin Downing/CMA
Vis mere

Den unge sanger er blevet nomineret for sit album 'Changes', men i kategorien 'bedste popvokal-album', hvilket han ikke er tilfreds med.

Han mener nemlig, at han er landet i den forkerte kategori, og at Grammy-komitéen fuldstændig har misforstået hans musik. Det skriver han i et opslag på Instagram.

'Vær sød ikke at misforstå mig som værende utaknemmelig. Disse er bare mine tanker, og I kan bruge dem eller lade være,' skriver han blandt andet i sit opslag.

Opslaget har han krydret med et billede fyldt med tekst, og her står der blandt andet, at han er smigret over at blive anerkendt, og at folk sætter pris på hans musik.

'Men når det er sagt, så mener jeg, at jeg har lavet et R&B-album. 'Changes' er og forbliver et R&B-album, men det bliver ikke anerkendt som et R&B-album, hvilket er meget mærkeligt i mine øjne,' skriver han og fortsætter:

'Jeg har beundret R&B-musik, siden jeg voksede op, og jeg ønskede at lave et projekt, der omfavnede de toner. At jeg bliver smidt i en anden kategori føles ikke rart.'

Trods sine mange Grammy-nomineringer er det indtil videre kun lykkedes Justin Bieber at vinde en enkelt. Det gjorde han i 2016 for sangen 'Where Are You Now', der var nomineret i kategorien 'bedste dance-indspilning'.

Du kan se Justin Biebers fulde Instagram-opslag herunder: