Hans kone kiggede dybt ind i hans flakkende øjne. Sagde med bestemthed i stemmen: 'Nu går du op og lægger dig mindst ti minutter, ellers går det galt.' Så det gjorde han.
»Jeg ved ikke, om jeg havde spottet det selv. Jeg var i hvert fald nok kollapset af udmattelse først. For i de år havde jeg endnu ikke lært, hvor farlig en metier det er, hvor nemt man kan dø af det,« siger Jussi Adler-Olsen.
At skyde en artikelserie om 'Vejen til succes' i gang med krimikongen Jussi Adler-Olsen er på mange måder oplagt. For hans er en af de store succeshistorier.
92 millioner – plus det løse – er han god for. 27 millioner bøger har han solgt. 125 lande og 40 sprog udkommer han i. Den ydre vej er – set oppefra – belagt med guld.
Men at han har gået på den målrettet og uden at snuble for meget, kan han et pænt stykke af vejen takke sin hustru, Hanne, for. Hende, der kærligt har puffet ham på vej, hende, der har trådt på bremsen, når han ikke selv kunne se den. Som nu dén dag på bogmessen i Frankfurt i starten af karrieren, hvor det benhårde program fra tidlig morgen til sen til aften pressede ham til det yderste.
»Det dør man af.«
At være presset til det yderste var årsagen til, at Jussi Adler-Olsen som 45-årig stoppede som direktør i forlaget Bonnier for at leve forfatterdrømmen ud.
»Folk omkring mig døde bare. Når de var 55, døde de af stress og deadlines. Og det besluttede jeg bare, at jeg ikke ville,« fortæller han om det valg, han traf, for at kunne være noget for sin kone, Hanne, og sønnen Kes, som på det tidspunkt var fem.
»Det var et strabadserende liv, som gjorde, at jeg ikke var der så meget, som jeg gerne ville. Jeg ville bare gerne være en rigtig god far, være hjemme i køkkenet, når Kes kom fra børnehaven, lave æbleskiver og pandekager, lege med ham.«
»Være husmor, være far, være ægtemand og god ven. Alt det, som jeg ikke havde haft tid til i nogle år. Det var planen. Og den holdt jo, lige indtil at den ikke holdt længere.«
Nu er han blevet 70. Sidder på terrassen i det nye Adler-Olsen-domicil i Hørsholm. 300 smukke kvadratmeter plus det løse. En flytning, som hverken han eller Hanne lægger skjul på udelukkende var for at være tættere på barnebarnet Ellie på to.
Hun er der også, på den anden terrasse. Ligesom sønnen, svigerdatteren, konen, svigerinden er det. Og han elsker det.
»Hej Ellie-trold, lille skat. Heeeej,« siger han kælent og er med ét forvandlet til en smeltende klat smør. »Er hun ikke dejlig?« spørger han så. Helt forelsket.
Det var ikke, fordi de første år som forfatter var en dans på roser. Men han var heldig at få sine bøger udgivet i udlandet. Det gav smør på brødet.
»Men,« indrømmer han, »jeg var lidt træt af at være den ukendte forfatter i Danmark og bestsellerforfatter i udlandet.«
Derfor kastede han sig for en tid over sin anden passion. At bygge og renovere huse.
»Jeg elsker det. Det er virkelig fin hobby for mig at tage noget, der er ødelagt, og gøre det godt igen. Hvad enten det er huse, båndoptagere eller mennesker.«
Midt i byggeriet havde en idé til en serie dog plantet sig indeni ham. Ti bøger på ti år. Han skrev synopsis – til dem alle – fik kontrakt med Politikens Forlag og udgav i 2007 den første, 'Kvinden i buret', som med et salg på 25.000 eksemplarer var en pæn succes.
Derefter eksploderede det.
»Resten er historie,« smiler han veltilfreds om den største danske krimisucces. Den om Carl Mørck og Afdeling Q. Som bredte sig som en steppebrand til resten af verden. Ikke mindst Tyskland.
»Indtil for tre-fire år siden var det bare helt skørt. Jeg turnerede og var væk hjemmefra 130 dage om året og skulle samtidig også skrive bøger, men jeg kunne simpelthen ikke nå det. Jeg blev overhalet af succesen.«
Men det var ikke kun succesen, der overhalede Jussi Adler-Olsen og forhindrede ham i at nå sit mål om ti bøger på ti år. For helt uden bump har hans vej ikke været.
For 20 år siden blev han ramt af kræft i tarmen. Og i 2009 – midt i succesen – af prostatakræft.
»Det kan godt være, at jeg har været syg på vejen, men jeg ved også godt, hvordan jeg skal overleve. At overleve blev et projekt for Hanne og mig. Vi holder sammen.«
»Fra sekund til sekund stopper vi bussen, og så tillader jeg mig at være syg og blive opereret og blive rask igen. Stille og roligt,« siger Jussi Adler-Olsen om de ufrivillige pauser, der har trukket hans oprindelige mål ud. Men som også har lært ham, hvor vigtigt det er også at have det sjovt på vejen.
I forhold til andre 70-årige har Jussi Adler-Olsen stadig voldsomt meget fart på Men han har droslet ned. Har – siden episoden i Frankfurt, hvor han var tæt på at kollapse – skabt mere rum og plads til at være der for sin familie. Være far, ægtemand og god ven. Og nu også bedstefar.
Men at vejen til succes skulle forme sig, som den gjorde, havde krimikongen aldrig set komme.
»Da jeg solgte 25.000 kopier af 'Kvinden i buret', var det rart. Det kunne jeg mærke,« smiler han veltilfreds og mindes, hvordan han – da han få år senere hængte pris nummer 20 op på sin mindevæg i kælderen – tænkte 'hvad skal det her dog ikke ende med?'
»Men jeg vidste også, at en eller anden dag er der ingen priser mere, ingen anmeldelser, ingenting overhovedet. Men så har jeg stadig min væg, har mine scrapbøger. Lur mig, om jeg kommer til at kigge på det, men fornemmelsen af, at det er dokumenteret og færdiggjort, har jeg det lige så godt med, som når jeg afleverer et færdigrenoveret hus i Allerød eller Valby og synes, at det er tiptop. Det er en lige stor tilfredsstillelse.«
For det kan godt være, at Jussi Adler-Olsen er god for 92 millioner plus det løse, men pengene har aldrig været drivkraften.
»Ja, jeg er en ufattelig rig mand,« medgiver han og kalder de mange millioner for »arbejdende kapital«, som gennem årene har været brugt til at investere i adskillige projekter inden for blandt andet nulenergi-huse. For ligesom det i starten af karrieren var en pligt for ham at arbejde, til han segnede, mener han også, at penge forpligter.
»Det skal man, det er ens pligt,« siger han om investeringerne.
»Lige nu er det SOS Børnebyerne, vi går ind i. Og er der nogen omkring os, som ikke har det godt, spæder vi lidt til. Så det kunne have været mange flere penge.«
»Men er der noget, der ikke styrer det, så er det griskhed. Det har aldrig interesseret mig.«
