Den danske, fiktive kriminalkommisær Carl Mørck har nu chancen for at blive en kæmpe international tv-stjerne, når Jussi Adler-Olsens populære 'Afdeling Q'-bøger bliver til en amerikansk tv-serie.

De 10 krimiromaner bliver til 10 sæsoner, som efter planen skal vises på tv over 10 år, fortæller Jussi Adler-Olsen, der har erfarne kræfter i ryggen, til Se & Hør.

De danske krimiforfatter har nemlig i efteråret skrevet under på en kontrakt med Sony, der samarbejder med produktionsselskabet Left Bank Pictures, skriver ugebladet. Det Sony-ejede produktionsselskab har blandt andet produceret Netflix-hitserien 'The Crown' og 'Outlander'.

Ifølge Jussi Adler-Olsen har det taget lang tid at finde det helt rigtige match. Og det vidner et ældre interview med B.T. da også om. Her fortalte succes-forfatteren nemlig allerede i 2014, at den amerikanske manuskriptforfatter Scott Frank havde sikret sig tv-rettighederne til at en amerikansk 'Afdeling Q'-serie.

Jussi Adler-Olsens 'Afdeling Q'-bøhger er oversat til over 40 sprog.
Jussi Adler-Olsens 'Afdeling Q'-bøhger er oversat til over 40 sprog. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

»Frank og jeg har talt meget om, hvem man kunne forestille sig som Carl Mørck i serien. Flere ting spiller ind. Det skal være en skuespiller, der er villig til at binde sig for 10 år. Og det nytter ikke noget med George Clooney, han vil være for gammel om 10 år,« fortalte Jussi Adler-Olsen om den amerikanske skuespiller, der dengang var 53 år, i dag er 59 og vil være minimum 70, når tv-serien er færdig.

Noget har dog fået Jussi Adler-Olsen til at skifte mening om sin karakters alder. I det nye interview med Se & Hør peger han nemlig på en skuespiller, der faktisk er to år ældre end George Clooney.

»Viggo Mortensen ville være god som Carl Mørck. Ham kan jeg ovenikøbet tale med,« siger Jussi Adler-Olsen med henvisning til, at den kendte Hollywood-skuespiller taler dansk, da hans far er fra Danmark.

»Det handler om at finde en person, som har noget pondus,« tilføjer Jussi Adler-Olsen, som dog understreger, at han ikke ønsker at have medbestemmelse over, hvem der skal på rollelisten - som endnu ikke er på plads.

Det har han dog gjort før. I 2016 skabte det overskrifter, da han luftede sin utilfredshed med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, der spiller hovedrollerne i den danske filmatisering af forfatterens fire første bøger.

»Ud fra min optik ville det ikke gøre noget, hvis man begyndte fra scratch på alle mulige måder. Jeg kan nok ikke forestille mig at fortsætte med Fares Fares, fordi jeg hele tiden har set hans rolle helt anderledes, end Zentropa har. Han taler ikke svensk, og det harmonerer ikke med de hemmeligheder, jeg kommer til at afsløre om ham senere i serien. Så det ser jeg som et problem,« sagde Jussi Adler-Olsen dengang til B.T.

Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas.
Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Senere samme år fortalte han til Her & Nu, at han havde forventet noget andet af Nikolaj Lie Kaas.

»Han er meget enstrenget i sin vurdering af, hvem Carl Mørck er. Det kan man også være, hvis man bare læser det overfladisk. Jeg havde regnet med, at man ville gå ned i karakteren på en anden måde. En nuanceret måde. Han er en fremragende skuespiller, jeg havde bare ventet noget andet,« sagde han til ugebladet.

De fire første film om 'Afdeling Q' blev produceret af Zentropa, mens Nordisk Film kommer til at producere de resterende seks – og det betyder samtidig, at hovedrolleindehaverne bliver skiftet ud. Den kommende film 'Marco Effekten' får i stedet Ulrich Thomsen og Zaki Youssef i rollerne som Carl Mørck og hans assistent Assad.