Sygdommen, der for nylig ramte Peter Belli, har vist sig at være alvorligere end først antaget.

Den folkekære sanger er stadig indlagt på sygehuset, selvom han egentlig skulle have været udskrevet for et par uger siden. En infektion i urinvejene udviklede sig til en blodforgiftning.

Den er så alvorlig, at lægerne insisterer på at beholde Belli indenfor hospitalets trygge rammer. Derfor har hans livsledsager June mere eller mindre bosat sig hos Belli.

- Peter er stadig indlagt. Han er blevet ramt af en alvorlig urinvejsinfektion som er gået i blodet, så han har fået en voldsom blodforgiftning. Han er stadig indlagt fordi han får antibiotika i drop. Det, han behøver er ro, til at komme sig, så han kan blive helt frisk igen, skriver Bellis højt elskede kone, June i en SMS til bt.dk.

- Jeg er hos ham og har været det gennem hele forløbet, tilføjer hun.

P.g.a. sygdommen måtte Peter Belli aflyse resten af sin turné i marts måned.

For to år siden udgav han albummet 'Underværker', der revitaliserede den gamle danske rockkæmpe med hjælp fra Marcus Winther-John og et ungt hold musikere.

- Det er så træls. Peter er i gang med en turné, som han har glædet sig til. Folk har taget utrolig godt imod ham. Jeg mødte Peter i forbindelse med hans koncert i Aarhus. Han var så glad. 'Jeg føler mig som genfødt, Stig', sagde han til mig. Det er sgu' så synd for ham. Jeg ved, at Peter kun aflyser, hvis det er alvorligt. Husk på, at han turnerede med armen, som han brækkede i Thailand. Så sej er han, sagde vennen og samarbejdspartneren Stig Ulrichsen for nylig til BT.