Ikke siden Julemanden begyndte at dele gaver ud, har Grønland været så populær i Danmark.

Julie vandt (godt nok som forventet) fredag aften Allstars 2010 foran Niarn fra Aalborg og dermed går de 250.000 kroner til ”Børn- og ungeorganisationen Nanu” på Grønland.

- De har samlet sig i samlet sig i byer overalt på Grønland i aften – det er så stort, arabagajdak stikudit dut (Grønlandsk) – det betyder tak, sagde en lykkelig Julie, efter Lisbeth Østergaard havde kåret hende som vinder.

På forhånd havde Niarn allerede vundet. Den nu tidligere gangsterrapper fra ”Dobbelt A” er blevet stueren - accepteret af de sms-stemmende danskere. Han bliver nu hilst med glade smil og håndtryk, når han går på gaden.

Fortidens kokainsniffende, kvindefjendske voldsspøgelse er begravet, og derfor kunne Niarn med overskud starte finalen med Christoffer som ene tilbageværende forsanger og nummeret ”Cats in the Cradle” af Ugly Kid Joe.

Det var dog først på aalborg-korets anden sang ”This is my life” af Gasolin, at der endelig kom gang i finalen. Niarn har tidligere udtalt,(og heller ej givet udtryk for andet) at denne sang indkredser essensen af hans liv.

Efter koret i den forgangne uge havde besøgt ”Det sociale jægerkorps” i Aalborg, var motivationen for at levere et godt show fuldt til stede, og Christoffer havde også svært ved at få armene ned efterfølgende:

- Det var bedre, end da jeg sang den første gang(Niarn Allstars havde sunget ”This is my life” i et tidligere program red.). Jeg kan ikke sige hvorfor. Det var det bare.

Julie startede med at lade sin kvindelige forsanger Nina synge Aretha Franklins ”Natural Woman”, og da hendes finalebidrag var ovre, virkede hun lettet:

- Det har været min drøm at nå hertil. Jeg havde slet ikke regnet med at nå så langt,” sagde den beskedne Nina bagefter.

Julies mandlige forsanger Mads sang danske Nabihas ”Deep Sleep” – endnu engang med grønlandsk sang fra koret bagved.

- Vi var ved at lette så vildt var det, sagde Julie. Men det bliver underligt, at det hele er slut. Det bliver underligt ikke at skulle ses fire gange om ugen mere.

Til sidst deltog både Julie og Niarn med skønsang. Niarn er vant til at rappe, så det var en udfordring nu at skulle give den som dyb smørtenor.
- Jeg stopper aldrig med at rappe, men det fandme fedt at synge, grinede Niarn.

Allstars er slut for i år - hvad har de fået ud af det?
TV2 har fået seertæsk, Julie er blevet bekræftet i at danskerne er vilde med hende, og Niarn er blevet folkelig. Dejligt dansk med en folkekær ”gangster”.