Hun har holdt ham hemmelig i nogle måneder, men nu er Julie Christiansen klar til at sætte navn på sin kæreste.

I marts afslørede den 31-årige skuespiller, der bl.a. er kendt fra Lykke-Per og Heartless, at hun havde kastet sin kærlighed på en ny mand.

Hun ønskede dog ikke at fortælle, hvad den udkårne hed.

Men nu er de begge klar til at stå frem som kærester.

Skuespillerinden Julie Christiansens har endelig sat navn på sin hemmelige kæreste.
Skuespillerinden Julie Christiansens har endelig sat navn på sin hemmelige kæreste. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Og til Ekstra Bladet fortæller hun nu, at der er tale om balletdanseren Benjamin Buza.

I en sms til B.T. bekræfter Julie Christiansen forholdet:

'Det er ikke nogen hemmelighed, og vi vil gerne sige, at vi er virkelig glade, men vi går ikke mere i detaljer end det,' skriver hun.

Kigger man nærmere på Benjamin Buzas Instagram-profil, vil man da også kunne finde Julie Christiansen, hvis man ved, hvor man skal lede.

For tre dage siden lagde han nemlig et billede op af skuespillerinden, der hviler sit hoved på hans bryst - dog er hendes ansigt gemt bag en kæmpestor sommerhat.

Benjamin Buzas navn vækker måske ikke genklang i den brede befolkning, men i 2017 medvirkede han i DR3-serien 'I forreste række', hvor man fulgte seks kongelige balletdansere gennem et halvt år.

Her så man den dengang 26-årige korpsdanser kæmpe sig tilbage til scenen efter en voldsom skade i sin fod efter en uheldig landing under dansen.

Under sin ufrivillige pause tog han en HF og arbejdede på en digtsamling, som udkom samme år. men i dag er han tilbage på scenen på Det Kongelige Teater i København.