I årevis har de kæmpet for, at deres drøm skulle blive til virkelighed. Og nu er det sket.

Den kendte danser Michael Olesen og hans kæreste, Joan Divine, skal være forældre for første gang.

De afslører selv den glædelige nyhed på Instagram:

'Vores drøm og største ønske er gået i opfyldelse – vi skal være forældre til august!,' skriver Michael Olesen på sin profil.

Videre forklarer han, at det er noget helt særligt endeligt at kunne sige det højt:

'Specielt efter ni år fyldt med så mange fertilitetsbehandlinger, så mange år hvor livet virkelig bare har testet vores kærlighed, styrke, positivitet og meningen med det hele,' skriver danseren, der i mange år har været en fast del af tv-programmet 'Vild med dans'.

I opslaget takker han kæresten, Joan Divine, for at være 'det sejeste menneske':

'Du har ofret så meget og vist en helt umenneskelig styrke igennem alle disse år. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du bliver den mest FANTASTISKE mor til vores lille,' skriver Michael Olesen.

Parret har længe været åbne omkring deres kamp med fertilitetsbehandlinger – og om den sorg, de har stået tilbage med alle de gange, det er gået galt.

På sin blog skriver Joan Divine, at de har ventet længe med at fortælle om den kommende baby, da de begge har skullet være klar til det:

»Men alt ser så fint ud, vores lille baby har det så fint. Vi er nok nogle af dem, som har fået flest tryghedsscanninger, og ved I hvad, hvis det er det, man har det bedst med, så skal man bare gøre det,« skriver hun og fortsætter:

»Efter at mine fire tidligere graviditeter desværre ikke blev til nogen baby, så har man bare brug for at få den tryghed, at alt ser fint ud.«

Videre forklarer hun, at det er lykkedes parret at blive gravide, efter de tog turen til en russisk fertilitetsklinik.