»Han var et mareridt.«

Sådan lyder den hårde dom over megastjernen Bruce Willis, som journalisten Martha Frankel interviewede for Movieline tilbage i 1996.

Ifølge hende var det et mirakel, at interviewet overhovedet kom i stand, da 'Die Hard'-skuespilleren blev ved med at være på tværs.

Det fortæller hun i podcasten 'Haileywood', skriver New York Post.

I podcasten påstår Martha Frankel, at det tog hende hele ni dage at få lavet en aftale med Bruce Willis.

De to skulle angiveligt først mødes i London, men i sidste øjeblik ændrede skuespilleren efter sigende aftalen og bad Martha Frankel om at komme til Windsor i stedet.

En lille by, der ligger omkring 48 kilometer vest for den engelske hovedstad.

Martha Frankel gik med til at ændre lokationen for interviewet i håbet om, at det ville løsne Bruce Willis lidt op, men det var bestemt ikke tilfældet, påstår hun:

»Han ville ikke rigtig snakke om noget som helst,« siger journalisten i podcasten og fortsætter:

»Det var frygtelig kedeligt, og han var ikke sjov på nogen måder, selvom jeg ved, at han er sjov. Jeg har set ham i aktion tidligere, og jeg ved, han kan være sjov.«

Martha Frankel klandrer også Bruce Willis for dennes opførsel mod personalet på den restaurant, hvor interviewet fandt sted.

Ifølge journalisten bad skuespilleren personalet om at holde alle fans væk fra bordet, fordi han ikke ville forstyrres af folk, der ville have autografer.

Da interviewet var overstået, gav Bruce Willis dog angiveligt ikke nogen drikkepenge til personalet.

»Jeg ønsker altid, at rige mennesker er mere generøse end folk, der ikke er rige,« siger Martha Frankel, som selv endte med at lægge drikkepenge til personalet.

Hun fryder sig derfor over, at der faktisk ikke var nogen, som forsøgte at få en autograf fra filmstjernen.

»Han gik ind og ud, uden nogen sagde så meget som et ord til ham. Ingen genkendte ham. Det var det sjoveste ved det hele,« lyder det fra journalisten, som altså ikke umiddelbart virker som den største fan af Bruce Willis.

Skuespilleren har ikke selv kommenteret episoden.

Det er dog bestemt ikke første gang, at Bruce Willis bliver beskyldt for at være uhøflig under et interview.

Det gjorde han også i 2013 i forbindelse med promoveringen af filmen 'Red 2'.

Her blev han efterfølgende kaldt »uhøflig og uinteresseret«, fordi han angiveligt ikke ville samarbejde med journalisten under interviewet.