»Hver gang jeg følte mig tryg ved situationen, sagde han noget, som ændrede alt. Han er ekstremt omskiftelig. Det var et sindssygt hjernearbejde at interviewe ham, og jeg er lettet over, at det er slut.«

DR-journalisten Iben Maria Zeuthen er aktuel med programserien 'Læge søger grænser', hvor den tidligere læge Søren Ventegodt fortæller alt om sit liv og den skandale, der i 2005 gjorde ham til 'Doktor Klam' i danskernes øjne.

Det var hans alternative behandlingsmetoder af unge kvinder og særligt det, han kaldte 'vaginal akupressur', der forargede mange og i sidste ende kostede ham lægeautorisationen samt en betinget dom på 30 dages fængsel.

14 år efter skandalen driver han et holistisk hospital på en gård i Sydsverige, hvor han fortsat har klienter. Det er her, Iben Maria Zeuthen mødte ham, og det blev et meget intenst møde, fortæller hun til B.T.

Søren Ventegodt og journalist Iben Maria Zeuthen. (Foto: Thilde strøm)
Søren Ventegodt og journalist Iben Maria Zeuthen. (Foto: Thilde strøm)
Vis mere

»Det var ikke decideret ubehageligt, men det var en ubehagelig arbejdsbyrde, fordi jeg virkelig skulle holde hovedet koldt og bevare overblikket over, hvad han sagde mellem linjerne. Han er en person, som meget gerne vil bestemme, og jeg måtte hele tiden minde ham om, hvem der bestemte,« siger Iben Maria Zeuthen.

De tilbragte i alt fem dage sammen under det lange interview, og i den periode forsøgte Ventegodt gentagne gange at rykke journalistens grænser for, hvad han kunne sige. Efter mødet føler hun, at hun har fået et rimeligt klart indtryk af, hvem manden bag de mange avisoverskrifter i virkeligheden er.

»Han er jo en, der gerne vil gøre det gode. Hjælpe og frelse andre. Så meget ved jeg. Jeg ved så også, at den måde, han gør det på, er heftig. Han er meget intens og viljefast, og så siger han selv, at han er en kold skid, der forsøger at gøre det rigtige,« fortæller hun.

Erkendelsen kommer Ventegodt med i afsnit to af programserien.

»Og det tror jeg, er den mest rammende beskrivelse, jeg kan give. Han er en kold skid, men ved det selv så meget, at han hver dag forsøger at tage hånd om det og gøre det rigtige.«

»På mange måder kunne jeg egentlig godt lide at tilbringe tid med ham, for han er en karismatisk person. Der er aldrig kedeligt i nærheden af Søren. Og det gjorde det hele lidt mere komplekst,« siger Iben Maria Zeuthen.

De tre første afsnit af serien om 58-årige Søren Ventegodt ligger allerede tilgængelige på DR's hjemmeside, og yderligere to afsnit bliver tilføjet de kommende torsdage.