Monica Ritterband vidste, fra hun var helt lille, at en stor del af hendes familie blev udryddet i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. I skoletiden fik hun tæv, men det hele lysnede i gymnasiet og senere, da hun blev model og modejournalist.

1. Mor var i Auschwitz

Det var en varm sommerdag den 26. august 1955, da jeg blev født på Rigshospitalet. Min mor Olly og min far Daniel blev gift i 1949, og de levede sammen – i øvrigt meget af tiden som hund og kat – helt indtil 2011, hvor de døde med syv måneders mellemrum. Der var store følelser og smækken med dørene i mit barndomshjem. Men af det muntre, jeg kan fortælle, så havde begge mine forældre en utrolig god sans for humor og de var rigtig gode til at klare sig i livet. Streetwise... Min far var forretningsmand og solgte alt lige fra legoklodser til sokker. Min mor var født i Transsylvanien i Rumænien, og kom af en velbeslået købmandsfamilie og arbejdede som fotograf med eget atelier. Fra jeg var helt lille, har jeg vidst at en stor del af min familie under Anden Verdenskrig blev udryddet i koncentrationslejre. Et evigt og synligt brændemærke fra tiden som fange i Auschwitz, var det nummer, min mor fik tvangstatoveret på sin venstre arm. Min mor, mormor og moster var i Auschwitz, i ni måneder og kom bagefter på den lange dødsmarch til Bergen Belsen, hvor de var i tre måneder, inden de blev befriet i 1945. De overlevende fra min familie kom med Bernadotte-transporten til Sverige. Min morfar blev sendt i gaskammeret i Dachau. Min mor fik efter krigen job som fotografassistent i Stockholm.

2. Tror ikke på Gud

Min far, som var født i København, måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig. Mine forældre på begge sider var jødiske – selv er jeg ikke troende, absolut ikke, jeg har aldrig syntes, at Gud var så god, taget i betragtning af, at han siges at skulle være almægtig. Min mor og far mødtes på en ungdomslejr i Norge, da de var i tyverne, de forelskede sig, og efter 14 dage blev de forlovet. Min mor havde, på trods af det traumatiske år i nazisternes koncentrationslejre, et meget let sind, der var ikke så meget, der bed på hende – og dog – når jeg var ked af det som barn, sagde hun, at hun ikke tålte at høre om andres problemer. Det var lidt tungt for mig. Jeg synes ikke, jeg havde en decideret ulykkelig barndom, men lykkelig var den heller ikke, det har jeg skrevet en del om i min selvbiografi.

3. De sagde, jeg var grim og ulækker

Som barn fik jeg rigtig mange tæv af drengene i min klasse, fordi jeg så så anderledes ud. De sagde, at jeg var grim og ulækker, og drengene lå på lur efter skoletid for at overfalde mig, holde mig fast og banke mig på skift. Jeg blev selvsagt aldrig inviteret med til klassefester, pånær en enkel undtagelse, og det var, da jeg var 12, og den fest glemmer jeg aldrig. Som aftenen skred frem, skulle vi danse kinddans. Der var ingen, der gad byde mig op til dans. Til sidst var der kun den milde rødhårede Steen og jeg tilbage, og han bød mig så nødtvungent op, hvilket jeg var enormt lettet over. Mange årtier senere, i 2010, møder jeg tilfældigvis en meget nydelig og venlig mand, som spørger, om jeg hedder Monica. Det var Steen – han havde stadig bevaret sit varme blik...

4. Én stor fest

Jeg kom til at gå på Gl. Hellerup Gymnasium, og der fik jeg det meget bedre end i folkeskolen. Jeg var nu med alle vegne, når der var fest og ballade, og havde masser af venner og veninder. Jeg husker tiden som en stor gang fest. Det bevirkede, at jeg måtte læse alt op til selve studentereksamen. Og når jeg havde festet igennem om lørdagen, gik jeg direkte fra festen til det sygehus – først Lukasstiftelsen, derefter Gentofte Hospital –, hvor jeg fra klokken fire om morgenen til kl 12 middag arbejdede som rengøringsdame.

5. Fritidsjob som model

Da jeg var 20, fik jeg et fritidsjob som model, som jo nok skulle kompensere for alle de ydmygelser, jeg før havde været udsat for som en buttet pige. Jeg fik taget billeder med smykker, tøj og meget andet, og jeg husker, jeg også var med i en cola- og en mælkereklame. Det tjente jeg godt på. Jeg begyndte at læse retorik på universitetet og boede på Otto Mønsted kollegiet.

6. Croupier på flydende kasino

Lige efter jeg blev student, besøgte jeg min mormor, som nu boede i Miami, hun var her blevet gift igen, og jeg fik et job på et flydende kasino på krydstogtskibet TSS Mardi Gras. Efter 14 dages træning og eksamen blev jeg fastansat som croupier, og på billedet her ses de andre croupierer, – mine såkaldte ’casinobrothers’ som alle var fra Puerto Rico. Det var strengt forbudt at fotografere gæsterne, derfor har jeg kun dette opstillede billede. Jeg arbejdede på skibet i et halvt år, 14 timer i døgnet, hvor jeg stort set aldrig så dagslys, og jeg sov i en kahyt langt nede i skibet, lige over maskinen. På et tidspunkt kom der professionelle spillere fra Las Vegas i Casinoet, og min chef sagde til os, at vi skulle sørge for at dele kortene lynhurtigt, så de ikke skulle kunne nå at memorere dem. Jeg husker, de gav mig nogle solide drikkepenge – men det satte jeg nu ikke farten ned af – det lykkedes heldigvis ikke for dem at sprænge banken.

7. Hellere guitar end klaver

Min mor syntes, det var så dannet, hvis man kunne spille klaver, så det var jeg tvunget til at gøre i flere år, men det talte ikke til mig, jeg ville hellere spille guitar. Det var mere i tidsånden. Det ærgrer mig i dag, at jeg smed det. Men jeg ville hellere dengang i begyndelsen af 70erne sidde med et sentimentalt udtryk i øjnene og spille ’House of the rising sun’.

8. Mit første scoop

Jeg droppede ud af retorikstudiet og tog til optagelsesprøve i Aarhus for at blive journalist, da jeg var 23. Det lykkedes. Da vi skulle i praktik, søgte jeg Ekstra Bladet. Ikke fordi jeg specielt kunne lide avisen, men fordi den lå i København. Efter min praktiktid blev jeg tilbudt en stilling som moderedaktør, 27 år gammel. Det indbefattede en hulens masse rejser til Paris for at se de store og berømte modeopvisninger, hvor jeg sad sammen med den gamle garde af enormt vidende moderedaktører, der vidste alt om mode helt ned til den mindste detalje om syningerne. Der var jeg ikke. Og det vidste de... Men jeg satte mig for, at jeg ville gøre noget, som alligevel kunne give mig anerkendelse. Jeg ville ha’ et interview med Yves Saint Laurent – ingen af damerne troede på, det kunne lykkes, eftersom den sky modeskaber levede ekstremt skjult. Men jeg tog resolut sammen med fotografen hen til YSL’s store modehus i den mest eksklusive del af Paris. I receptionen sagde de, at de aldrig vidste, hvornår han mødte op, og at han aldrig gav interview. Jeg fik dog lov til at vente sammen med fotografen, der nok var i 50erne, og som efterhånden skummede. Der gik fem eller otte timer, og pludselig dukkede en høj person op i det fjerne. Damerne styrtede hen til ham og fortalte, gætter jeg, at jeg havde ventet hele dagen. Det kunne han åbenbart ikke stå for, så han indvilligede i en snak med mig. Jeg have fem spørgsmål på mit vakkelvorne franske. Det blev forsiden på Ekstra-Bladet, et midteropslag og spisesedlen for avisen den næste dag. Jeg tog nogle dage efter hen til Yves Saint Laurents modehus og afleverede avisen til ham, og han reagerede ved at forære mig det smukkeste silketørklæde, et klenodie, som i dag er slidt og hullet.

9. Sneg mig ind i Dronningens bibliotek

Jeg var vel noget af en fræk praktikant på Ekstra Bladet, for da pressen blev inviteret ud på Kongeskibet Dannebrog, så de kunne skrive begejstret om istandsættelsen til mange millioner, var jeg hende, der overvejede, om det var den fornuftigste måde at bruge skattemidlerne på. Vi blev præsenteret for alt det, der foregik ’upstairs’, men jeg sneg mig ned downstairs for at se, hvor slemt besætningen havde det i deres sovesal med hængekøjer og koøjer. Matrosernes levevilkår på Dannebrog stod i skarp kontrast til den royale familie. Da jeg kom op igen fra skibet, sneg jeg mig ind i Dronningens bibliotek og satte mig i hendes stol her, det blev set som meget respektløst. Jeg var en grænseoverskridende journalist, og blev jo fastansat, men jeg holdt op, fordi jeg var klar over, at det skrupelløse blev modtaget med kyshånd, og det ville ende med at forrå mig. Jeg forlod bladet og kom på Weekendavisen, indtil TV-Avisen lokkede.

10. Brændeovne, møbler og portrætter

Der var nok ikke mange, der havde set det komme for 20 år siden, men i dag designer jeg produkter som: brændeovne, dørgreb, møbler, tekstiler med mere, udover at jeg er billedkunstner. Jeg har designet tre brændeovne plus et hav af varianter over dem for Morsø Jernstøberi. Og det er alle i støbejern i stedet for pladejern, for det giver mulighed for afrundede, bløde linjer. Den primære funktion for en brændeovn er jo varmen, men det er næsten lige så væsentligt at der er et stort indsyn til flammerne. Så jeg fik presset den tekniske afdeling på Morsø til det yderste med min første ovn, der har det større vinduesområde i støberiets historie. Den udløste så den internationale designpris, ’Red Dot Design Award’, det er jeg faktisk stadig stolt over. Jeg laver som sagt også unikakunst, store skulpturer i stål og mursten. Men det allernyeste, jeg arbejder med, er hyperrealisme, altså billeder, der næsten kan forveksles med et foto. Min ambition er, at de skal være så levende , at man næsten kan gå i dialog med dem. Det er tit, jeg arbejder til kl. to-tre om natten med en dagslyslampe tændt. Det er en opslidende proces at lave et portræt, det føles som et maraton at skulle igennem. Der er så mange detaljer, at man indimellem kan blive lettere vanvittig ... men jeg er vild med genren. Og det er nu en del af mig.

Kunstner og fordragsholder Monica Ritterband. Vis mere