For nylig har den danske supermodel Josephine Skriver været i Danmark.

Til daglig bor hun i Los Angeles med sin forlovede, The Cab-forsanger Alexander DeLeon, men sidste weekend og frem til i onsdags blev tiden brugt under hjemlige, kolde himmelstrøg i kraft af Josephine Skrivers nye arbejde som ambassadør for PlanBørnefonden.

»Det er så dejligt, jeg elsker at være hjemme! Nu bor jeg jo i L.A., så det er faktisk ret rart, at det er lidt koldt, og der er noget halv-regnvejr. Det savner man lidt, det lyder måske lidt mærkeligt! Og så er det bare rart at være sammen med min mor,« fortæller den 28-årige supermodel til B.T.

Faktisk er Josephine Skriver ikke afvisende for en dag at flytte permanent hjem til Danmark igen.

»Jeg skal aldrig sige aldrig, men nu skal jeg jo snart giftes med en amerikaner, så det bliver en fælles beslutning, hvor vi ender,« lyder det troskyldigt fra modellen.

Hendes forlovede, 32-årige Alexander DeLeon, kunne dog godt overtales til at flytte til Danmark.

»Han er begyndt mere og mere godt at kunne lide det. Han skal måske lige vænne sig til, hvor mørkt det er. Han kan godt lide kulde, men ikke det der med, at det bliver så mørkt! Men vi kommer hjem til jul, så det glæder jeg mig rigtig meget til,« fortæller Josephine Skriver.

Indtil videre har det kommende ægtepar dog sat sig fast på at bruge de næste par år i deres fælles hjem i Los Angeles.

I sin tale under markeringen af FN's Pigedag referede Josephine Skriver flere gange til kronprinsessen. Hendes pointe var, at alle burde have lige rettigheder verden over, fordi det er uretfærdigt, at tilfældighederne afgører det. For kun »nogen af os bliver født på Tasmanien og vokser op og bliver prinsesse,« som hun sagde med et smil, der blev gengældt af Mary.
I sin tale under markeringen af FN's Pigedag referede Josephine Skriver flere gange til kronprinsessen. Hendes pointe var, at alle burde have lige rettigheder verden over, fordi det er uretfærdigt, at tilfældighederne afgører det. For kun »nogen af os bliver født på Tasmanien og vokser op og bliver prinsesse,« som hun sagde med et smil, der blev gengældt af Mary. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

»Jeg ved ikke, om det er der, vi ender på den lange bane. Men vi er begge sådan nogle, der godt kan lide at flytte rundt og ikke have for lange planer frem,« forklarer Josephine Skriver.

Den næste plan, der skal opfyldes for parret, er brylluppet.

Bryllupsdatoen i det nye år ligger også fast, efter at den var blevet udskudt på grund af corona, men den dato er hemmelig, forklarer supermodellen med et smil.

Hendes polterabend er der heller ikke nogen dato på endnu.

»Halvdelen af mine piger er jo fra Danmark og USA, så det var lige med at vente til, hvornår grænserne åbnede op, og hvornår det kunne være, så det bliver engang i det nye år,« forklarer supermodellen.

Hun kommer dog til at kende datoen, så polterabenden bliver uden for mange overraskelser.

»Jeg tror måske, jeg er lidt sådan en kontrolfreak, jeg vil gerne være med til at planlægge den,« indrømmer Josephine Skriver og griner.

Grunden til, at hendes forlovede, Alexander DeLeon, ikke var med i Danmark, var da også hans egen polterabend.

Kronprinsesse Mary overværede hele FNs Pigedag fra forreste række. Her sad hun sammen med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, mens Josephine Skriver fik lov at sidde næsten ved siden af kronprinsessen.
Kronprinsesse Mary overværede hele FNs Pigedag fra forreste række. Her sad hun sammen med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, mens Josephine Skriver fik lov at sidde næsten ved siden af kronprinsessen. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

»Han var faktisk på sin polterabend-tur, mens jeg var på vej hjem hertil, så han var ude og feste med fyrene,« forklarer Josephine Skriver.

Selv var hun i Danmark, hvor hun som ny ambassadør for PlanBørnefonden var vært på PigePrisen sidste lørdag og talte ved markeringen af FNs Pigedag i tirsdags på Nærum Gymnasium, hvor også kronprinsesse Mary var til stede.

En stor oplevelse for supermodellen, der i sin tale også nævnte, at »man hverken behøver være model eller kronprinsesse« for at kunne gøre en forskel.

»Jeg har været i samme rum med Kronprinsessen før. Og da hun blev gift, og jeg var lille, så stod jeg også der og vinkede. Så det er ret stort. Jeg glæder mig til det,« sagde Josephine Skriver til B.T. forud for talen.