Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Allerede som barn underholdt Johnny Reimar sine kammerater med dukketeater. Hans kone, Annie, var meget ombejlet – Tom Jones lagde også billet ind. Og her afsløres det, hvem der egentlig var inde i smølferne.

Johnny Reimar: Tom Jones ville have min kone

Johnny Reimar (f. 1943) kan opleves ved Danmarks største dansktopfest, Top Charlie, i Parken på lørdag. Desuden spiller han sankthansaften direkte på TV Charlie fra Munkebo.


Klik dig videre og få et unikt indblik i sangerens liv. Fra fødslen under en skrantende verdenskrig til opblomstringen som et af landets absolut største entertainere.

Købte navnet 'Johnny'

- Jeg blev født i Odense og døbt Reimar af min mor og far, Gertrud og Børge Kristiansen. Som 19-årig købte jeg kunstnernavnet Johnny for to kr. Min mor arbejdede på kontor, og min far var postbud, senere blev han filmoperatør i den lokale biograf, Folketeatret.

Tit sad jeg i operatørrummet og kiggede gennem det lille hul og så alle Tommy Steeles film samt Den Røde Pirat med Burt Lancaster.

Jeg fik endda også tit en pose engelsk vingummi af frøken Pedersen, der havde chokoladekiosken i forhallen.

1950: Første skoledag

Jeg var populær i skolen – ikke mindst hos pigerne, og derfor charmede jeg mig gerne ind på klassens dygtigste piger og lånte deres opgaver, som jeg skrev af i frikvartererne.

På den måde klarede jeg mig igennem skolen. Min barndom var dejlig, men vi var nu ikke rige. Når man blev konfirmeret, fik man en cykel og en tweedjakke.

1952: Optrådte for kammeraterne

Selvom jeg var genert som lille, har jeg altid gerne villet optræde. Her fremfører jeg Mester Jakel-teater for gadens børn, og det skulle ikke undre mig, om jeg tog entré for det.

Jeg var en splejs i de unge år. Mine forældre mente, at jeg kun spiste det, der lå mellem gulvbrædderne.

Da min mor tog på rekreation i Middelfart, blev jeg sendt på svagbørnskoloni i Hasmark. Det var ikke sjovt, for jeg husker tydeligt, hvordan jeg fik spanskrør for selv små forseelser. Jeg var grebet af at tegne, og senere uddannede jeg mig til reklametegner.

Dengang udtrykte min skabertrang sig i nogle pornografiske tegninger på drengetoilettet. Da jeg blev afsløret, kom jeg op på rektors kontor og fik tre rap i den bare. Det gjorde ondt, men var også lidt sejt, for når vi drenge gik i bad, kunne vi se, hvem der havde flest striber bagpå.

1959: Direkte ind på hitlisten

Jeg flyttede fra Odense til København i 1959 og røg direkte ind i et orkester, der blev til Cliffters. Der gik kun et halvt år, så lå vi på hitlisten. Jeg så en annonce i avisen med teksten:

"Sanger og guitarist med eget anlæg søges til fast engagement i Kødbyen"

Jeg fik jobbet med det samme og spillede i en dansehal, hvor unge mennesker mødtes hver lørdag og søndag formiddag og dansede jitterbug.

1963: Var døden nær

Få øjeblikke efter dette billede blev taget, tog jeg fat i min mikrofon med den ene hånd og guitaren med den anden og fik 220 volt gennem mig. Jeg kunne ikke give slip, faldt bagover og var nær omkommet.

Dengang havde man ikke hfi-relæ, så jeg fik strømmen gennem mig, til sikringerne sprang. Jeg kom på hospitalet med brud på rygsøjlen og skulle ligge på en plade i tre måneder, mens jeg ventede på at vokse sammen igen.

Dengang besluttede jeg, at jeg aldrig ville spille elektrisk guitar igen, og at jeg ville være solist og ikke længere være en del af Cliffters. Kun trommeslageren fra bandet kom og besøgte mig på hospitalet.

1967: Gift med Annie

Annie var fotomodel, da jeg mødte hende. Hun var en smuk og spændende pige, og jeg kunne heller ikke stå for hendes sans for humor. Ved den første kontakt bed jeg hende i hendes spaghettiskulderstrop og sagde: "Uhm, jeg elsker spaghetti."

I dag har vi været sammen i 44 år. Kort efter vi var blevet kærester, forsøgte Tom Jones at få fat i hende.

Ved hans pladereception, som jeg stod for, sendte han sin manager over til hende og inviterede hende på frokost.

Men hun fortalte manageren, at hun faktisk var arrangørens kone – jeg var ansat på pladeselskabet Philips. Det fik dem til at luske af igen.

Annie og jeg blev gift i 1967, året efter fik vi Lotte.

1983: Her er mine børn

Den ældste er Lars, som er reklamechef i Foss kemi. Mikkel er tv-fotograf, og Lotte er administrerende direktør i Parken. Mads har et eventbureau.

Jeg har solgt en kvart mio. plader med Smølferne og har optrådt landet rundt i en årrække. Og her vil jeg gerne afsløre en hemmelighed: Det var mine børn, som var inde i smølfekostumerne. Det begyndte med, at jeg brugte dem som afløsere for korpigerne fra Party-perioden, men de viste sig at være meget bedre.

Vi havde det skægt, når vi var af sted. Vi brugte mange gange flere penge, end vi tjente, for vi boede på dyre hoteller med swimmingpool, og vi fløj dertil. Stemmerne bag smølferne var sanggruppen Blue Boys, der sang meget langtrukkent, og når det blev sat op i dobbelt tempo kom smølfe-lyden.

Skæg: Forvekslet med Uffe

Efter jeg fik overskæg, begyndte folk at kunne se en vis lighed mellem Uffe Ellemann og mig.

Engang, da jeg var taget ud i lufthavnen, troede de, jeg var udenrigsministeren, der var kommet flere timer for tidligt til sin flyafgang.