Johnny Depp får ikke i første omgang mulighed for at få genoprejsning i sagen, som han for nylig tabte til det britiske medie 'The Sun'.

I hvert fald er hans ønske om at anke blevet afvist, og således er dommen, hvori det lyder, at tabloidmediet har belæg for at kalde Hollywood-skuespilleren 'hustrumishandler' endelig. For nu.

Det skriver The Mirror, der henviser til dommer Andrew Nicols begrundelse for at afvise en appelsag.

Heri lyder det, at man ikke vurderer, at dommen vil falde anderledes ud, blot fordi sagen kommer for retten igen.

Med afgørelsen har dommer Andrew Nicol også pålagt skuespilleren at betale de omkostninger, som The Sun har haft under sagen.

Omkostninger, der løber i et beløb svarende til over 5,2 millioner danske kroner. Størstedelen skal være betalt allerede 7. december, mens resten af betalingen skal falde seneste 22. januar 2021.

Johnny Depp har for nuværende ikke udtalt sig om beslutningen, men skulle han være uenig med afgørelsen, er der et lille lys for enden af tunnelen.

Det britiske retssystem fungerer nemlig således, at han har mulighed for at få sin anmodning om appelsag prøvet ved den såkaldte Court of Appeal.

Amber Heard og Johnny Depp, mens de stadig var gift i september 2015.
Amber Heard og Johnny Depp, mens de stadig var gift i september 2015. Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Uanset om han gør det eller ej, er det vist sikkert at skrive, at fortællingen om Johnny Depps ægteskab med Amber Heard langt fra er ovre, selv om de blev skilt tilbage i 2017.

Forude venter nemlig en retssag meget lig den, som han lige har været igennem med The Sun, som han havde sagsøgt for bagvaskelse.

Dette, fordi mediet i 2018 omtalte ham som 'hustrumishandler' med henvisning til hans ulykkelige forhold til Amber Heard.

Selv om 'Jack Sparrow'-skuespilleren aldrig er blevet dømt for vold, fik The Sun altså for nylig rettens ord for, at det var tilstrækkeligt belæg for at kalde ham 'hustrumishandler'.

Amber Heard fotograferet ved retten i London i juli.
Amber Heard fotograferet ved retten i London i juli. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

En dom, som Johnny Depps advokater hurtigt kaldte »lige så pervers, som den er forvirrende.«

Dermed forventer de også, at udfaldet bliver anderledes, når Amber Heard og Johnny Depp engang mødes i det amerikanske retssystem. Sidstnævnte har nemlig også sagsøgt ekshustruen for bagvaskelse.

Dette med udgangspunkt i længere indlæg, Amber Heard i december 2018 skrev i The Washington Post. Heri lød det blandt andet, at hun på egen krop havde oplevet hustruvold.

Godt nok nævnte hun ikke Johnny Depp ved navn, man da Amber Heard kun har været én mands hustru, var ingen i tvivl om, hvem hun beskrev.