I en retssag imod den engelske avis The Sun påstår verdensstjernen Johnny Depps advokater nu, at ekskonen Amber Heard havde affærer med to andre berømte mænd.

Ifølge Johnny Depps team havde Amber Heard både en affære med direktør og grundlægger af Tesla-forretningen Elon Musk og skuespiller James Franco, skriver Sky News.

Påstandene er kommet frem i en ny juridisk kamp, hvor Depp sammen med sit juridiske hold har fået en bagvaskelsessag for High Court i Storbritannien. Her retter stjernen anklager mod den engelske avis for i en artikel i 2018 at have kaldt ham 'hustru-mishandler'.

Dommeren i sagen, Andrew Nicol, spurgte, hvorfor beviser på de to affærer skulle være relevant for sagen.

Arkivfoto af James Franco. Skuespilleren skulle angiveligt have haft en affære med Amber Heard.
Arkivfoto af James Franco. Skuespilleren skulle angiveligt have haft en affære med Amber Heard. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Her forklarede Johnny Depps advokat, at affærerne ville så tvivl om det motiv, Johnny Depp skulle have haft for at slå sin daværende kone.

Amber Heard har nemlig påstået, at det var 'paranoia og forkerte overbevisninger,' der lå til grund for den påståede mishandling.

På Amber Heards side af sagen har hendes advokat meldt ud, at eventuelle affærer slet ikke er et stridsspørgsmål i forbindelse med denne retssag.

I forbindelse med de påståede affærer, som nu er kommet op i retssagen mod The Sun, beder Johnny Depps advokater om al kommunikation mellem Amber Heard og de to mænd James Franco og Elon Musk for en periode i løbet af 2016.

Elon Musk er en anden kendt mand, som Johnny Depp siger, hans ekskone har haft en affære med.
Elon Musk er en anden kendt mand, som Johnny Depp siger, hans ekskone har haft en affære med. Foto: Hannibal Hanschke
Vis mere

Derudover beder de også om overvågningsvideo fra stedet, hvor ægteparret boede. På videoen ses Amber Heard med en mand, som angiveligt skulle være James Franco.

Her siger Amber Heards advokat dog, at videoen allerede er tilgængelig mange steder på nettet.

Ifølge Johnny Depps advokat skulle mødet mellem Amber Heard og manden, der menes at være James Franco, have fundet sted timer efter, at det påståede voldelige overfald skete.

Et andet stridsspørgsmål i retssagen er beskeder, Johnny Depp skulle have skrevet til sin assistent. Her beder han angiveligt personen om at skaffe ham kokain og ecstasy.

Johnny Depp har dog nægtet at udlevere beskederne, og sagen i High Court kan derfor ende med at blive afvist, står der i Daily Mail.

Johnny Depp benægter alle anklager om vold. Han har desuden selv anklaget sin ekskone, hvilket hun til dels har indrømmet.