I sidste måned startede retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard.

Den har allerede trukket mangen en overskrift fra retten i Virginia, hvor det tidligere skuespillerægtepar – for øjnene af de amerikanske tv-seere og med en stjernespækket vidneskranke – forsøger at finde frem til, hvem der har injurieret hvem og dermed skal betale den andens millionstore erstatningskrav.

Johnny Depp sagsøgte først Amber Heard med begrundelsen om, at hun havde ødelagt hans karriere.

Få dage efter hendes klumme i 2018, hvor hun indirekte beskyldte Depp for hustruvold, blev Jack Sparrow-skuespilleren da også fyret fra Disney-klassikeren 'Pirates of the Caribbean'.

Men nu lysner det altså for Johnny Depp, der – udover folkets opbakning – har scoret sig sin første filmrolle i tre år.

Det skriver Screen Daily.

Johnny Depp skal nemlig spille rollen som Kong Luis XV i det franske periodedrama 'Jeanne Du Barry', der instrueres af hovedrolleindehaveren Maïwenn Le Besco.

Depps seneste film var 'Minamata' fra starten af 2019, og efterfølgende har den tredobbelte Oscar-nominerede skuespiller kun lagt stemme til miniserien 'Puffins Impossible'.

Amber Heard taler med sin advokat i retten i Virginia mandag.
Amber Heard taler med sin advokat i retten i Virginia mandag. Foto: POOL
Vis mere

I december 2018 beskyldte Amber Heard indirekte Depp for hustruvold, alkoholisme og stofmisbrug i en klumme i Washington Post, hvor hun dog ikke nævnte eksmanden ved navn.

Men den sammenkobling lavede The Sun.

Derfor anlagde Johnny Depp en injuriesag mod det britiske medie, som i 2020 endte med at få rettens ord for, at de godt måtte kalde den 58-årige skuespiller for hustrumishandler på forsiden.

Kort efter dommen mistede han rollen som troldmanden Grindelwald i 'Fantastiske skabninger'-filmserien til danske Mads Mikkelsen.

Nu er det så Amber Heard, som Johnny Depp har hevet i retten.

Amber Heard og Johnny Depp blev gift i 2015, men gik fra hinanden allerede året efter.

Her søgte Amber Heard om et midlertidigt polititilhold mod Johnny Depp med begrundelsen 'hustruvold' og fik det. Efterfølgende søgte hun om skilsmisse, og den gik igennem i januar 2017.

Retssagen forventes at blive afsluttet torsdag 19. maj.