Superstjernen Johnny Depp har sagsøgt ekskonen Amber Heard for svimlende 327 millioner kroner for bagvaskelse. Nu svarer hun igen via sine advokater – og den får ikke for lidt.
Depp kaldes både 'useriøs' og 'opsat på selvdestruktion' i et decideret modangreb.
Johnny Depps søgsmål blev indgivet i sidste uge, fordi han mener, at Amber Heard i en artikel i Washington Post i 2018 kraftigt insinuerede, at hun var udsat for hustruvold, mens de var gift.
Det ville Johnny Depp ikke finde sig i og reagerede med et udførligt søgsmål.

Her anklagede han blandt andet Amber Heard for at være den egentlige udøver af vold i forholdet og for at være utro med Elon Musk, hvorefter han rundede af med et erstatningskrav på 327 millioner kroner.
Men over for Deadline.com giver Amber Heards advokater kraftigt svar på tiltale.
»Dette useriøse søgsmål er blot det seneste i Johnny Depps gentagne forsøg på at lukke munden på Amber Heard,« udtaler Amber Heards advokat Eric M. George til Deadline.com:
»Hr. Depps handlinger viser, at han ikke er i stand til at acceptere sandheden om hans kontinuerligt voldelige adfærd. Han ser ud til at være opsat på selvdestruktion, men vi vil besejre dette grundløse søgsmål og sætte en stopper for den nederdrægtige chikane, min klient bliver udsat for af hr. Depp og hans advokater.«