Magasinet Rolling Stones bringer et spritnyt interview med verdensstjernen Johnny Depp, som blandt andet indrømmer, at hans økonomi har set bedre tider.

I en periode har den 55-årige skuespiller brugt 13 millioner kroner på månedsbasis. Han eksempelvis brugt intet mindre end 200.000 kroner på vin.

»Det er nærmest en fornærmelse at sige, jeg brugte 200.000 kroner på vin. Jeg brugte meget mere,« fastslår han i interviewet.

Johnny Depp skulle angiveligt have betalt intet mindre end 20 millioner kroner for at sprede forfatteren Hunter S. Thompsons aske ud over Aspen i Colorado via en speciallavet kanon.

Men det var åbenbart falske rygter.

»Forresten så kostede det ikke 20 millioner kroner at skyde Hunter ind i himlen. Det kostede 32 millioner kroner,« siger han i interviewet.

En stor del af Johnny Depps skrantende økonomi skyldes også hans skilsmisse med skuespillerinden Amber Heard, han var gift med fra 2015 til 2017, som ifølge ham selv gjorde ham deprimeret.

»Jeg var sunket så lavt, som man nogensinde kunne,« siger han i interviewet.

Det eneste, der kunne hjælpe på hans psykiske lidelser, var at tage på tour med sit band 'Hollywood Vampires', som han også har besøgt København med fornyligt.

Ud over det, skrev han sine tanker ned på en gammel skrivemaskine, akkurat som forfatteren Hunter S. Thompson gjorde det.

»Jeg hældte et glas vodka op til mig selv om morgenen og begyndte at skrive, indtil tårerne fyldte mine øjne, og jeg ikke kunne se siderne længere. Jeg blev ved med at spørge mig selv 'hvad har jeg gjort for at fortjene det her'. Jeg har prøvet at være venlig mod alle, hjælpe alle og være ærlig over for alle. Sandheden er dét, der er vigtigst for mig. Alligevel skete alt det her,« siger stjernen, der især er kendt fra sin rolle som 'Jack Sparrow' i 'Pirates Of The Caribbean'-filmene.