Det er ni måneder siden, at John Travoltas kone, Kelly Preston, døde af kræft.

Nu fortæller filmstjernen, hvordan han bearbejder tabet af kvinden, han var gift med i 28 år.

Det sker i et stort interview med den spanske udgave af Esquire.

»Sorg er individuelt, og det at opleve sin egen rejse kan være det, der er med til at helbrede,« siger den 67-årige skuespiller.

»Det vigtigste, du kan gøre for at hjælpe en person i sorg, er at give dem plads til at være i den uden at komplicere det med din egen sorg.«

Han pointerer, at selvom det kan være godt med selskab, kan det nogen gange ende med, at man bruger mere tid på at trøste end at bearbejde sin egen sorg.

Hvis han skal komme med et råd til folk, der står i en lignende situation, er det, at de skal tage et sted hen, hvor de kan sørge uden at blive forstyrret.

»Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange der opsøgte mig … jeg var så udmattet af alles tristhed, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre,« siger John Travolta.

Kelly Preston til Cannes Film Festival i 2018. (Photo by Loic VENANCE / AFP).
Kelly Preston til Cannes Film Festival i 2018. (Photo by Loic VENANCE / AFP). Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

Kelly Preston døde i juli 2020 efter to års kamp mod brystkræft. Hun blev 57 år gammel.

Parret fik sammen tre børn. 21-årige Ella, 10-årige Benjamin og Jett, der i 2009 døde som 16-årig af et anfald under en familieferie på Bahamas.

Jett Travolta led af den sjældne blodkarsygdom Kawasaki-syndromet.

Netop børnene er det, som John Travolta nu bruger sin energi på.

»Jeg vil sikre mine børns fremtid og hjælpe dem med, hvad de nu vil bruge deres liv på.«

»Det er det, jeg gør med Ella lige nu. Både med hendes film og med hjælp til, hvordan hele filmbranchen fungerer. Ben er kun 10 år. Jeg vil hjælpe ham med at udvikle sig. Han har hele livet foran sig.«

På skuespillerens Instagram flyder det da nærmest også over med billeder af børnene. Blandt andet et, hvor John Travolta og datteren Ella genskaber nogle af de trin, han i sin tid udførte i kultfilmen 'Grease'.

»Det var magisk, for der er ingen, jeg hellere vil danse med end min datter Ella,« forklarer John Travolta om det særlige øjeblik.