Lyt til artiklen

Skuespillerinden Kirstie Alley, som blandt andet er kendt fra 'Sams Bar', er død i en alder af 71 år efter et kræftforløb.

Det får nu en lang stribe af Hollywood-stjerner til at udtrykke deres sorg – og hylde den afdøde skuespiller.

En af dem er John Travolta, som spillede overfor Kirstie Alley i blockbusteren 'Det er mig, der snakker' fra 1989 og de to efterfølgere fra henholdsvis 1990 og 1993.

John Travolta hæfter sig i et Instagram-opslag ved det 'særlige forhold' mellem ham og hans tidligere medskuespiller.

»Jeg elsker dig Kirstie. Jeg ved, at vi kommer til at mødes igen,« skriver Travolta på det sociale medie.

I kommentarer nævner flere brugere, at Kirsty Alleys dødsfald må have taget hårdt på Travolta.

Alley afslørede i 2018, at det særlige forhold mellem hende og Travolta var mere end et venskab.

»Jeg elskede ham og elsker ham stadig,« sagde hun ifølge People under tv-programmet Celebrity Big Brother U.K. – og tilføjede, at hun var tæt på at 'stikke af' sammen med Travolta, selvom hun var gift.

De seneste år har Travolta i forvejen måttet sige farvel til sin hustru gennem næsten 30 år, modellen og skuespilleren Kelly Preston, som døde i 2020, og Olivia Newton-John som Travolta også havde haft et nært forhold til, lige siden de spillede sammen i filmklassikeren 'Grease' fra 1978.

Også andre Hollywood-stjerner begræder, at Kirstie Alley ikke længere er blandt os.

»Hun var så sjov og så varm,« skriver Sharon Stone.

Det var Kirsty Alleys familie, som i en udtalelse bekræftede dødsfaldet.

Arkivfoto fra 2007. John Travolta sammen med Kirstie Alley (tv) og hustruen Kelly Preston (th).
Arkivfoto fra 2007. John Travolta sammen med Kirstie Alley (tv) og hustruen Kelly Preston (th). Foto: Fred Prouser/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi er kede af at fortælle jer, at vores fantastiske, seje og kærlige mor er gået bort efter en kamp mod kræft, som kun for nylig blev opdaget,« står der i udtalelsen.

»Hun var omgivet af sin nærmeste familie og kæmpede med stor styrke. Hun efterlod os med en vished om glæden ved livet og de eventyr, som venter,« fortsætter familien i udtalelsen, som er blevet delt på Alleys officielle Twitter-konto med hendes børn True og Lillie som afsendere.

I 'Sams Bar' spillede Alley rollen som barbestyreren Rebecca Howe; en rolle der indbragte hende både en Emmy og en Golden Globe i 1991.

I 1994 vandt hun sin anden Emmy-statuette for sin medvirken i tv-filmen 'David's Mother' om en mor, som har en teenagesøn med autisme.