»Nogle ser ondskabsfuldheden, mobningen og Trumps egenkærlighed og tror, det er styrke – en form for forskruet maskulinitet. Nogle ser hans grådighed og tror, han er en god forretningsmand,« lød det mandag fra John Legend til et demokratisk vælgermøde i Philadelphia, Pennsylvania.
Han benyttede lejligheden til at undsige sine Trump-støttende kollegaer. Lange ud efter dem kort før præsidentvalget. Derfor fortsatte han ifølge People:
»Nogle af jeres tidligere favorit-rappere er blevet snydt af disse løgne. Jeg tror, de har grundlagt en ny supergruppe kaldet Sunken Place.«
Sunken Place er en reference til en scene fra filmen 'Get Out', hvor den sorte hovedperson bliver hypnotiseret af sin svigermor – en hvid kvinde.
Filmen er en sarkastisk kommentar til racespændinger, og Sunken Place-scenen er tænkt som et billede på marginaliseringen af sorte mennesker. At de bliver frataget deres stemme og styret af hvide mennesker.
»Sunken Place betyder, at vi er marginaliseret. Uanset hvor højt vi skriger, vil systemet gøre os tavse,« har filmens bagmand forklaret. Og det er netop, hvad, John Legend mener, er sket.
Han er af den overbevisning, at når rappere som Lil Wayne og andre sorte musikere udtrykker deres støtte til Donald Trump, er det, fordi de er blevet snydt af præsidentens ord.
Præsidenten fremlagde for nylig den såkaldte Platinum-plan, der skal sikre ligestilling for sorte mennesker i USA.

I planen er der fokus på, at befolkningsgruppen skal have »mulighed for at udleve den amerikanske drøm«.
Den skal sikres retssikkerhed og generelt sikkerhed i samfundet. Den skal sikres uddannelse og lønforskelle og andre uligheder skal udlignes, lyder det i planen.
Men man skal ikke lade sig narre, mener John Legend.
»Trumps Platinum-plan for sorte mennesker er intet andet end varm luft. I kan ikke stole på et ord, han siger.«

»Hans karriere som erhvervsmand og i regeringen har været fiasko efter fiasko efter fiasko. Vi har brug for en præsident, vi kan stole på. Det er den slags præsident, Joe Biden vil være.«
»Sammen med Kamala Harris vil han ikke kun vende den skade, der er sket de seneste fire år. De vil også opbygge en bedre økonomi og et bedre land end nogensinde før.«
John Legend er langt fra den eneste amerikanske stjerne, der har brugt sin platform til at ytre sig om det nærtstående valg.
Mange opfordrer nøjagtigt som den 41-årige 'All of Me'-sanger til, at man sætter sit kryds ved Biden.
Således har store navne som Taylor Swift, Dwayne Johnson og Beyonce offentligt erklæret deres støtte til den demokratiske præsidentkandidat.
Men det er altså ikke, fordi Donald Trump slet ikke har støtter i det amerikanske kulturliv. Stjerner som Conor McGregor, Kid Rock og Stephen Baldwin melder sig på Trump-holdet.
Og det samme gør altså Lil Wayne, der i sidste uge mødtes med præsidenten.
»Har lige haft et godt møde med Donald Trump om det, han hidtil har gjort med kriminalitetsreformen. Platinum-planen vil give det sorte samfund reelt ejerskab.«
»Han lyttede til, hvad vi havde at sige i dag, og han forsikrede os om, at han kan og vil få det løst,« skrev rapperen i den forbindelse på Twitter.

