Som barn var Johannes Nymark genert og bange for at være udenfor. Reserveretheden har han stadig. Alligevel stiller han sig i aften på scenen som vært ved årets Melodi Grand Prix.
For selv om man ikke går med glimmer til hverdag, kan man godt elske grandprix-festen

Når DR i aften viser dansk Melodi Grand Prix, vil danskerne sidde samlet foran skærmen med stemmesedler, slik og fællesskab. Men èn gruppe af danskere glæder sig særligt meget, for mange homoseksuelle er aftenen nemlig en hyldest til pop, glimmer og mangfoldighed.

Sammen med Annette Heick vil Johannes Nymark igen i år stå forrest på scenen. Men selv om han er homoseksuel, kan han ikke genkende sig selv i klichéen.

»Sjovt nok føler jeg mig ikke som den mand, mange forbinder med dansk Melodi Grand Prix.«

Han kender udmærket klicheen om homoseksuelles passionerede forhold til grandprixet – men han tror ikke på stereotyper.

Ved gallapremieren på Per Flys danske thriller ’Dobbeltspil’ præsenterede Johannes Nymark i januar sin nye kæreste Jonas Løvik. Foto Tariq Mikkel Khan Vis mere

»Mange sætter grandprix, musicals og homoseksuelle i samme kasse. Men grandprix og musicals er i mit hoved to vidt forskellige ting. At være homoseksuel er også meget forskelligt. Der er jo lige så mange bøsser, der sidder i en bank, som der er bøsser, der står på en scene. Det er bare ikke ham fra skattevæsnet, du lægger mærke til.«

Han har en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan:

»Til priden (Copenhagen Pride, en festival, der afholdes hvert år i august, red.) tager medierne altid billeder af de bøsser, der står i bar overkrop og små guldshorts og fyrer den af med konfetti. De er jo et bedre billede end alle dem, der går i helt almindeligt tøj bagerst i optoget.«

Modgang og medgang

Selvom smilet er bredt forud for den store aften, har den seneste tid været hård for Johannes Nymark.

Lige inden jul sidste år kunne hans mand Silas Holst nemlig melde ud, at de to skulle skilles.

»Det (livet, red,) er fuldt af kærlighed, sorg, travlhed og alt muligt andet, som gør, at det ikke altid flasker sig som vi havde forestillet os det. Joe og jeg har valgt at skilles som kærester og ægtemænd – men vi bliver sammen som tætte venner og ikke mindst som forældre til vores to fantastiske børn,« skrev han på Facebook.

Ifølge opslaget skete bruddet uden dramatik – eller en tredjepart involveret. Men i dag har Johannes Nymark fundet en ny kæreste, et forhold som han dog endnu ikke har lyst til at tale om.

Hjemme i Brønshøj har han de to børn Maggie My og Bob Jones på henholdsvis tre og ét år sammen med moderen Louise Mahnkopf og med-faren Silas Holst. Selvom ordningen nok ikke varer evigt, bor de tre voksne stadig under samme tag med deres to børn.

»Vi er meget privilegerede at være tre om det derhjemme. Der er mulighed for at være væk og have travlt op til premierer. Silas og jeg er i samme branche, vi forstår hinanden og vil gerne give hinanden de muligheder.«

Glemte minder

Derfor har det ikke været et problem for Johannes Nymark at få fri til at læse op på den store drejebog, som han i disse dage konstant har inden for rækkevidde. I den står, præcis hvornår messingblæserne, guldstøvet og konfettien går i gang i løbet af aftenens show i Aalborg, men der står også, hvornår og hvad han og hans medvært skal sige.

Mens Annette Heick vil stå på scenen med en lang og kærlighedsfyldt historie med grandprixet i form af sin egen og sine forældres mangeårige deltagelse i begivenheden, så er det anderledes for Johannes Nymark.

»Jeg har lige været hjemme i Mårslet og talte med mine forældre om dét med grandprix. Mine forældre siger, at vi altid så det sammen.«

Louise Mahnkopf og Johannes Nymark, der sammen med Silas Holst har fået to børn i det, de har kaldt deres regnbuefamilie. Kort før jul meddelte Silas Holst, at han og Johannes Nymark er blevet skilt. Foto Peter Hauerbach Vis mere

Men det undrer ham. Han har nemlig ikke ret mange minder om det.

I Mårslet voksede Johannes Nymark op i en gruppe byggeforeningshuse, med fælleskøkken og mulighed for fællesspisning hver aften. Ifølge hans forældre var det også en selvfølge, at alle beboerne samledes én gang om året til fælles Melodi Grand Prix.

»Jeg kan svagt huske Eurovision,« siger han med henvisning til de aftner, hvor man fulgte det internationale grandprix, og neglebidende holdt med Danmark, når der – forhåbentlig – blev sagt ’douze point’ fra alle de andre lande.

»Jeg kan godt huske den der landskampstemning, hvor man bare sad og håbede, at det ville gå Danmark godt.«

Men barndomserindringerne om det danske grandprix står langtfra tydeligt.

Alligevel giver det mening, at det i aften er 32-årige Johannes Nymark, der står på scenen som vært for selvsamme.

For selvom show med guldkonfetti ikke er det, han gør mest i, deltog han for to år siden selv i showet – og vandt.

»Det var helt tilfældigt, at jeg overhovedet kom med i grandprixet. Jeg var med i en gruppe, der hedder Lighthouse X, som jeg havde dannet med to andre – Søren og Martin. Vi ville bruge popmusikken til at samle penge ind til organisationer for børn og unge. Derudover ville vi bruge musikken til at tale med børn og unge om svære emner. Vi kom hver især med vores egne erfaringer, som vi ville bruge.«

I Johannes Nymarks tilfælde var det organisationen Børnehjertefonden, han ville støtte. For barndommen i boligforeningen i Mårslet havde ikke kun været idyl.

»Min mor har en hjertesygdom, og hendes bror, som jeg aldrig har mødt, døde af en hjertefejl. Jeg voksede op med min mors sygdom tæt inde på livet. Min mor var syg ’on and off’ i min barndom. Det fyldte meget, for vi vidste ikke præcis, hvad det var, og jeg var sindssygt bange for at miste hende.«

Lykkeligvis har Johannes Nymark sin mor endnu, men han har ikke glemt angsten fra barndommen. Derfor ville han som medlem af Lighthouse X gerne støtte en organisation, der hjælper pårørende, søskende og de syge børn selv.

Da DR ringede til de tre unge mænd og spurgte, om de ville være med i Melodi Grand Prix i 2016, sagde de derfor ja. Showet var en kærkommen lejlighed til at sætte fokus på deres mærkesager.

»Så vi skrev en sang og endte – ret overraskende – med at vinde,« husker Johannes Nymark, som dog ikke kom til finalen i det internationale Eurovision.

Mor, der er musik i mig

Det kan godt være, at Johannes Nymark ikke betragter sig selv som en rendyrket grandprixmand, men musikken har været hos ham stort set altid.

»Min mor kan huske, at jeg kom hjem og sagde: ’Mor, der er musik i mig’. Jeg har vist ikke været ret gammel, men mine forældre greb den og lod mig udvikle den side af mig selv.«

I familien Nymark var mor en født entertainer, som elskede at være festens midtpunkt, mens far var klassisk guitarist, som lagde karrieren på hylden, fordi han ikke brød sig om at være i spotlight.

»I dag kan jeg godt se, at der var noget kreativt at hente dér.«

Kristine Yde og Johannes Nymark spillede hovedrollerne da ’Singing in the Rain’ i 2012 blev sat op på Det Ny Teater. Foto Thomas Freitag Vis mere

Som et produkt af de to stod Johannes Nymark – på den ene side var han en genert dreng, og på den anden side stod han altid forrest, når der på fritidshjemmet skulle laves et Gasolin’-kopiband.

»Jeg har et billede af mig selv iført store termostøvler, hvor jeg står og synger. Det var nok for at være en del af flokken, for jeg var typen, der helst ville gemme mig bag min mor, fordi jeg altid blev rød i hovedet.

Men indeni lå det ... Når jeg stod på en scene, var jeg ikke nervøs mere. I dag er han gerne i spotlightet, når han går på arbejde, men ikke ellers. Den generte dreng ligger stadig lige under overfladen.

Når det kommer til barndomsdrømme, skal Johannes Nymark tænke længe for at finde dem frem fra gemmerne.

»Alle vidste, at der var noget med mig. Da jeg var 12 år, spurgte min mor, om jeg havde lyst til at gå til audition på Aarhus Teater, og der fik jeg min første rolle. Jeg har altid været ambitiøs og stilet højt. Jeg tænkte, at kun det bedste var godt nok. Og vidste, at jeg skulle til Hollywood en dag.«

Endnu har han ikke fået det forjættede internationale gennembrud.

»Men som barn troede jeg fuldt og fast på, at hvis andre kunne, så kunne jeg også. Jeg har virkelig selvtilliden i orden, når det kommer til mit arbejde. Jeg fandt tidligt ud af, hvor godt det virker at tro på sig selv.«

Et eksempel er den sommerferie, han dedikerede til at blive dygtigere.

»Jeg besluttede mig decideret for, at når jeg kom tilbage til skolen, så ville jeg være god til matematik og tysk. Jeg havde det ellers nemt i skolen. Fagligt og socialt. Udadtil. Indadtil var jeg mere ... Jeg var lille i forhold til de andre drenge og interesserede mig ikke for fodbold, som ellers er en stor ting i Mårslet.«

I barndomsbyen var det mere almindeligt at tilbringe tiden på fodboldbanen end på de skrå brædder, så selv om interessen for nationalsporten ikke var overvældende, meldte Johannes Nymark sig også på et fodboldhold.

»I virkeligheden syntes jeg, at tennis og badminton var mere interessant. Men jeg gik til fodbold alligevel. Jeg tror, at jeg inderst inde frygtede at være udenfor.«

Dengang vidste Johannes Nymark ikke, at han var homoseksuel. Faktisk var det ikke noget, han skænkede en tanke, før han som 19-årig fik en kæreste, der var en mand, som han uproblematisk præsenterede for sin familie.

Følelsen af at være udenfor havde intet med hans seksualitet at gøre, insisterer han. Det var bare en underliggende følelse gennem dele af hans barndom.

»Det er nok dér, nogle vil vælge at trække sig fra fællesskabet – og blive ude. Jeg gjorde det modsatte og kæmpede mig ind. Det var f.eks. mig, der lavede en filmklub, for jeg tænkte, at jeg jo ikke kunne blive lukket ude fra en filmklub, jeg selv havde lavet,« ler han.

Drømmen om scenen

Når han ser tilbage, drømte han altid om at stå på en scene. Han kan ikke ret godt lide udtrykket ’se-mig-genet’, men han anerkender, at han altid har haft en lille portion af det.

Da han i ottende klasse var i praktik på DR Aarhus, fik han lyst til at blive tv-vært, og da han stod som vinder af grandprixet, fik han sagt dét ønske meget højt i korridorerne. Så højt at nogen lyttede og castede ham til værtsrollen for selvsamme underholdningsbegivenhed året efter.

Imellem de to begivenheder havde han læst på teaterskolen William Esper Studio i New York og på musicalskolen i Fredericia. Derpå var det gået slag i slag med små og store musicalroller og roller i teater og på film.

Privat blev han med sin daværende kæreste Silas Holst halvdelen af den homoseksuelle powerduo i dansk showbiz.

 

De 10 solister samt værterne på aftenens Melodi Grand Prix Johannes Nymark og Annette Heick. Foto Mads Claus Rasmussen Vis mere

»Men jeg forestillede mig aldrig Melodi Grand Prix som min første værtsrolle,« griner han og fortsætter:

»Mit arbejdsliv er en kombination af undergrund og show. Show er fint, og der er intet galt med glimmer, det er bare ikke mig. Jeg laver en del eksperimenterende teater, som slet ikke rimer på show og glimmer, og det er faktisk dér, jeg føler mig bedst tilpas,« siger den 32-årige skuespiller.

»Da jeg var i praktik på Aalborg Teater, havde jeg en lille rolle i musicalen ’Spring Awakening’. Det er sådan en melankolsk rockmusical. Der er også ’Once’, som er helt anderledes – og slet ikke et show. I virkeligheden er jeg mere til det grimme og dunkle. Der vil jeg hellere selv være, og jeg vil også hellere se teater, hvor folk får lov at være skæve,« siger han og kigger ned ad sig selv.

Som han sidder overfor klædt i diskrete, mørke farver, med kortklippet hår og veltrimmet skæg, samt et par runde hornbriller, som ubevidst kommer af og på mange gange i løbet af interviewet, ligner han da heller ikke fordommene om en musicalstjerne.

Han forsager dog langtfra de store produktioner.

»Jeg har lige set Justin Timberlakes halftime-show til Superbowl forleden dag,« siger han med lys i øjnene.

»Det er en sindssygt fed måde at lave et show på. Et langt musikmedley af hans egen og f.eks. Princes musik. Med masser af dansere og LED-skærme. De har jo uanede midler til at lave det for. Og det var altså et godt show med masser af glimmer og ild,« anerkender han.

Ude på den anden side

Om det er glimmer og ild eller eksperimentalteater, der venter Johannes Nymark på den anden side af årets Melodi Grand Prix, ved ingen. Bortset fra Johannes Nymark.

Og han har ikke lyst til at sige noget om det. Han har de seneste år brugt det meste af sin arbejdstid mellem disciplinerne at spille musicals, indtale tegnefilm, og for nylig er han også begyndt at indtale lydbøger.

»Det eneste, jeg ved, er, at jeg har taget en pause, hvor der er plads i kalenderen. Jeg har i lang tid bare haft lyst til at lade mulighederne opstå, og det kan man ikke, hvis man booker sig et helt år frem.«

De muligheder, som han drømmer om skal opstå, ligger overvejende i udlandet. Derfor har han en agent i London, og hvis den engelske hovedstad kunne blive et springbræt til Hollywood, ville det ikke gøre ham noget.

»Jeg vil meget gerne lave film og tv i udlandet, og jeg går indimellem også til casting derovre.«

Men der er også det mere jordnære, han skal tage sig af.

»Familielivet går jo videre, og børnene skal hentes, selv om der snart er grandprix, og jeg skal tale foran en million mennesker,« siger han og skæver til drejebogen på bordet – der er stadig meget, der skal øves.

»Jeg har prøvet at lægge det fra mig, når jeg står og laver mad til børnene kl. 17. Men jeg går på arbejde igen om aftenen, når de sover. Mit job er meget i bølger, nogle gange har jeg sindssygt travlt, andre gange kan jeg hente dem tidligt på hverdage. Men vi er ikke den slags familie, der kan gå i zoologisk have hver weekend,« siger han.

Selv om Johannes Nymark har fået sig en ny kæreste, skal lære en tyk drejebog udenad inden lørdag og samtidig skal være far for to små børn, ligger han ikke søvnløs om natten. Faktisk insisterer han på, at han sover otte timer – hver nat.

Om det kommer til at gå så vel natten mellem fredag og lørdag, eller om nerverne sætter ind, vides i skrivende stund ikke. Men det er sikkert, at Johannes Nymark lørdag aften kommer til at styre festen.

»Det er lidt spøjst, at det lige er mig, der står på den scene lørdag. Jeg er ikke født med passionen for glimmer, men jeg synes faktisk, grandprixet er superfedt. Det har den kvalitet, at alle samles om det. Det har fællesskabsfølelsen. Og så kan man derudover gøre det til dét, man har lyst til.«

Skuespiller og sanger, Johannes Nymark. Vis mere

Skuespiller og sanger, Johannes Nymark. Vis mere