Da Johanne Schmidt-Nielsen i 2016 gav posten som politisk ordfører videre til Pernille Skipper, fik hun samtidig et opkald fra Mads Steffensen.
»Mads har jo den her regel om, at han ikke har partiledere med i panelet,« forklarer Johanne Schmidt-Nielsen, der i dag som bekendt er generalsekretær i Red Barnet.
Med sine lige godt fire år på bagen er hun vel det, man kan kalde en vårhare i 'Monopolet'-sammenhænge.
Og selvom Johanne Schmidt-Nielsen gennem sin mangeårige politiske karriere er vant til i den grad at have adgang til medierne og har haft et stort publikum, der lytter til hendes holdninger, så kan hun mærke, hvordan 'Mads og Monopolet' giver hende en helt særlig platform.
»Der er ikke nogen tvivl om, at man får hul igennem på en anden måde. Jeg kan blive stoppet på gaden af folk, der siger: 'Det har du helt ret i' eller 'det har du ikke ret i',« forklarer Johanne Schmidt-Nielsen.
Da hun i sin tid blev spurgt, om hun ville medvirke i programmet, var det ikke svært at sige ja. Johanne Schmidt-Nielsen holder nemlig af at diskutere både de store og små hverdagsdilemmaer.
Hvilket dilemma har gjort størst indtryk på dig gennem årene?
»Der var et dilemma for et halvt års tid siden, hvor en ung kvinde var blevet svigtet af en skoleleder, hun rakte ud til i sin barndom.«
»Tit kører dilemmaet videre oppe i hovedet bagefter, og med det her havde jeg sådan en fornemmelse af, at jeg ikke havde fået sagt tydeligt nok, at hun ikke var blevet behandlet okay,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Efterfølgende kunne hun ikke slippe dilemmaet, og derfor så hun sig nødsaget til at gå til tasterne.
»Jeg skrev noget om det på Facebook, for jeg kunne ligesom ikke få det ud af hovedet. Det startede en masse fin debat. Men hun endte faktisk også med at række ud til mig og var glad for at være blevet lyttet til.«
Men selvom Johanne Schmidt-Nielsen ikke er bleg for at investere sig i programmets dilemmaer, også efter mikrofonen er slukket, så er hun mere tilbageholden, når det kommer til at dele ud af privatlivet. Mange af medlemmerne i 'Monopolet' deler ellers lystigt ud af anekdoter fra privaten, men den klub er Johanne Schmidt-Nielsen altså ikke en del af.
»Jeg har altid værnet meget om mit privatliv, og det gør jeg også i 'Monopolet'. Men jeg synes jo godt, man kan være personlig og nærværende alligevel,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun har særligt en grænse, der går ved familien.
»Privatliv involverer jo andre mennesker end en selv. Og når det handler om menneskene omkring mig, har jeg altid gjort meget ud af at holde det privat.«
Har du nogensinde sagt noget i programmet, som du efterfølgende har fortrudt?
»Der var et program, hvor jeg var i 'Monopolet' med Carsten Bjørnlund og Søren Rasted (programmet er fra 2017, red.). En lytter skrev ind om et overgreb, og Carsten fik sagt noget, der kunne misforstås, men det var så tydeligt, at det slet ikke var hans intention.«
»Der blev skrevet om det efterfølgende, og jeg tænkte, at det kunne vi måske godt have gjort mere tydeligt, mig selv inklusive. Det kunne også være, jeg kunne have afhjulpet den situation,« forklarer Johanne Schmidt-Nielsen.
Overvejende er det at være en del af 'Monopolet' dog forbundet med glade stunder – og særligt et bekendtskab har sat sine spor.
»Jeg er kæmpe fan af Simon. Altså, jeg elsker virkelig at være i 'Monopolet' med Simon Jul. Der er jo selvfølgelig nogle, hvor man lige klikker, og jeg synes virkelig, det klikker med ham,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.