Filminstruktøren Jørgen Leth fortæller åbent og ærligt om sit forhold til sex, og hvorfor kvinderne synes, han er en god elsker.

Jørgen Leth har taget figenbladet fra munden i et stort interview i Weekendavisen i anledning af premieren på hans nye film 'Det erotiske menneske'.

Her fortæller han, hvorfor kvinderne synes, han er en god elsker, og hvordan han helst vil have sex.

- Jeg ved, de synes, jeg er en stor...god elsker. Det har jeg fået at vide mange gange. Senest af min tidligere kæreste på Haiti. Hun troede aldrig, hun igen ville få en elsker, der var så god som mig, sagde hun bagefter. Det elskede jeg at høre.

På spørgsmålet om, hvorfor han er en god elsker, svarer Jørgen Leth:

- Fordi jeg er hensynsfuld. Det lyder så plat. men man kan kun være en god elsker, hvis man forstår kvinden og forstår at kunne spille med kvinden. Det er ikke, fordi jeg synes, det er fantastisk at være akrobat i sengen. Det ligger mere i dybden, i varighed, ømhed, rytmer og forlængelser af bestemte perioder i et samleje, siger Leth, der godt kan lide de faste stillinger.

- De klassiske stillinger kan jeg godt lide, og jeg har visse favoritstillinger - såsom at ligge i ske. Manden bag ved kvinden. Det er min yndlingsposition nu om dage.

Han synes, der også skal være en vis magelighed i erotikken.

- Jeg synes ikke, man skal være flittig, og eksperimenter er som regel overvurderede, for man har bestemte yndlingspositioner, hvor man får fuldt udbytte. Det har kvinden også, siger Jørgen Leth, der kom virkelig galt afsted, sidste gang han forsøgte at udtrykke sin sexualitet på tryk.

Prisen for at være et sanseligt menneske erkender han også:

- Jeg lever meget på mine sanser, jeg betaler prisen: at det giver depression bagefter, melankoli, savn og ensomhed, siger han til Weekendavisen.