Jørgen Leth er blevet opereret i hjernen.

Det fortæller han selv i en såkaldt 'story' på Instagram.

Her fremgår det, at den legendariske sportskommentator og forfatter er indlagt på neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet, hvor han er blevet opereret i hjernen.

»Sådan ser jeg ud, når jeg ligger på hospital. Derfor behøver man jo ikke se alt for patientagtig ud, synes jeg,« lyder det fra en smilende Leth, som dog er iklædt hospitalstøj og har et stort sår med sting i panden.

Foto: Instagram
Vis mere

»Jeg får gjort noget ved mig selv her. Og jeg lærer meget om, hvad man kan i livet,« tilføjer han.

Det fremgår også, at han har besøg af sin søn.

Leth skriver selv i en kommentar til sin story, at det var 'digte, der havde hobet sig op og sat sig på gangsystemet.'

»Jeg har det udmærket. Det kan I regne med. Jeg kommer tilbage,« siger en smilende Leth på sin story på Instagram.

Det fremgår ikke, hvilken operation, der er tale om, eller hvilken lidelse, den 82-årige cykelekspert lider af.

Jørgen Leth aflyste i september en del planlagte arrangementer på grund af sygdom.

Dengang fortalte han til B.T., at han havde balanceproblemer, så det er sandsynligvis dem, han er blevet behandlet for.

Det fremgik også, at balanceproblemerne gav ham store problemer i dagligdagen.