Har du set den nye reklamespot for DRs radioapp 'Lyd', har du måske fået øje på ham helt oppe på øverste etage. Hvor han iført kedeldragt og med musik i ørerne svinger støvsugeren.

»Ja, jeg er kustoden. Det var skideskægt at lave,« griner Jørgen de Mylius, DRs 'grand old man', som kanalens radiochef for nylig med stolthed kaldte ham.

Han har nået den alder, hvor de fleste for længst har trukket sig tilbage efter et langt arbejdsliv, spiller lidt golf, hygger sig med børnebørnene. Men ikke Mylle.

»Jeg er ikke den mand, der sidder og glæder mig til, at jeg skal ud at spille golf. Jeg kommer ALDRIG til at spille golf. Jeg ville kede min røv i laser ved at gå og snakke sniksnak og banke til en bold. Det kan jeg ikke,« siger han med fast stemme.

Jørgen de Mylius bliver aldrig en af dem, der glæder sig til en pensionistliv på golfbanen. 'Jeg ville kede min røv i laser,' siger han.
Jørgen de Mylius bliver aldrig en af dem, der glæder sig til en pensionistliv på golfbanen. 'Jeg ville kede min røv i laser,' siger han. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Så hver dag cykler han troligt de 7,5 kilometer fra hjemmet i Frederiksberg til DR Byen, sætter sig i sit studie og laver sine radioudsendelser, 'Hithouse' og 'Eldorado'. For det er dét, han brænder for.

»Jeg kalder det slet ikke arbejde. Jeg tager derud, fordi jeg synes, at det er dejligt. Kører bare videre, som jeg altid har gjort, er 'Mylle'. Og det er der heldigvis ingen, der har nægtet mig. DR har været meget large,« siger han glad og mindes plakater fra Helle Thornings statsministertid.

»Kan du ikke lige blive tre måneder længere, tiggede og bad de nærmest. Nu er jeg blevet næsten 20 gange længere på arbejdsmarkedet. Og håber, at jeg bliver,« siger Jørgen de Mylius, som 5. marts fylder 75. Og har sendt radio i 58 af dem.

Men selvom han altså er 'kustoden' i DRs reklamespot, er det bestemt ikke sådan, han føler sig. For han har altid følt sig som en fisk i kanalens vande. Men han erkender, at der ikke længere er meget gensynsglæde, når han går gennem DR-husets gange.

Jørgen de Mylius var stadig ikke helt tør bag ørerne, da han første gang interviewede Cliff Richard.
Jørgen de Mylius var stadig ikke helt tør bag ørerne, da han første gang interviewede Cliff Richard. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der er ingen tilbage fra dengang. Nogle er blevet pensionister. De fleste er døde. Det er lidt underligt.«

Det er selvfølgelig ikke det eneste, der har ændret sig, siden han 17 år gammel var med til at starte P3.

For ser han tilbage på tiden i bagklogskabens klare lys, begræder han ikke de 'gode gamle dage'.

»Der var jo en helt anden kultur. Både omkring drikkeri og seksuelle tilnærmelser på arbejdspladsen. Alle kan huske julefrokoster, hvor folk løb skrigende efter hinanden,« mindes Jørgen de Mylius.

En ung Jørgen de Mylius i radiostudiet.
En ung Jørgen de Mylius i radiostudiet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Og det var ikke kun mænd, der var udfarende. Jeg er da også helt tilbage i urtiden blevet nevet i numsen af kvinder, har fået kys på mærkelige steder. Og det var ikke noget, jeg bar nag over eller blev krænket over. For sådan var det bare.«

»Men nogle af de historier, der i forbindelse med MeToo er kommet frem om magtkulturen, lyder virkelig ubehageligt. De kvinder har fortjent oprejsning,« mener Jørgen de Mylius.

En del af kulturen på DR i de mange år, han har arbejdet i huset, har også været at blive hængt offentligt til skue. Når hans pop- og rockunivers ikke er faldet i god jord hos diverse chefer.

Men hver gang har han overlevet. Fordi lytterne og seerne altid har elsket dét, han repræsenterede. Og sådan håber han, at det bliver ved.

Hjemmet på Frederiksberg er ikke kun dækket af billeder af alle de kendte, som Jørgen de Mylius har mødt. Også hans mange børn har fremtrædende pladser. Som her på hans kontor.
Hjemmet på Frederiksberg er ikke kun dækket af billeder af alle de kendte, som Jørgen de Mylius har mødt. Også hans mange børn har fremtrædende pladser. Som her på hans kontor. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Siden jeg blev 65 og kom i den 'normale' folkepensionsalder, begyndte folk at spørge om, hvad jeg gjorde mig af tanker om at blive ældre. Men det gider jeg ikke tænke på, så længe jeg føler mig frisk og har det godt.«

»Jeg kender mange på min alder, der har sagt, hvor meget de glæder sig til at holde op med at arbejde. Det gør jeg ikke.«

»Skulle jeg blive tvunget til at gå på pension, ville jeg nok hurtigt finde en lille lokal radiostation, starte en YouTube-kanal eller noget.«

»Men jeg har ikke tænkt så langt. Og det håber jeg heller ikke, at der er nogen, der gør. Det ville være en skrækkelig tanke. Jeg ved godt, at alting har en ende. Men jeg håber ikke, at den er nær,« siger 'kustoden' fra DR.