Jørgen de Mylius fortæller her åbenhjertigt om sin første grandprix-udsendelse, om popmusik og om naboens grønne græs.
Jeg var meget nervøs ...da jeg skulle lave min første direkte tv-udsendelse, som var Dansk Melodi Grand Prix 1978. Det var et stort projekt at blive kastet ud i uden nogen særlig tv-træning, når man som jeg var vant til at være alene med en mikrofon i et radiostudie. Dengang var det som en større enakter i Tivolis Koncertsal, og jeg skulle kigge i bestemte retninger, mens jeg stod på helt bestemte steder, når jeg sagde de forskellige sætninger fra mit manuskript. Det forstyrrede i den grad min tankevirksomhed, at jeg skulle bevæge mig på fastlagte punktummer og sætninger i programmet, der varede i mere end tre timer – direkte.
Jeg bad til de højere magter ...da min søn Oliver blev født to måneder for tidligt og kun vejede 1.100 gram. Jeg blev hørt, for i dag er han en velfungerende ung mand på 30, uddannet sociolog med kommunikation, journalistik og lidt spansk som speciale. Men jeg tror ikke, jeg har været så bekymret som i de første dage, hvor han lå i sin kuvøse og var på størrelse med en liter mælk. Jeg har et billede, hvor jeg står med ham og hans hoved kunne ligge inde i min håndflade.
Jeg var misundelig ...på sporvognenes vognstyrere, da jeg var dreng. I dag i mit voksne liv er jeg ikke misundelig på nogen. Jeg ville så gerne være vognstyrer – helst på Linje 9 i København, som jeg i underskolen også kørte med til skolen. Jeg kan i dag begræde, at Københavns Kommune opførte sig så fjollet, at de nedlagde samtlige københavnske sporvognslinjer. Jeg tænker over det, hver gang jeg er i en by, der infører eller genindfører sporvogne – som Los Angeles, der skal have sporvogne helt fra Santa Monica ved kysten og til centrum af Los Angeles. Jeg tænker også over det, når jeg holder på min cykel og får al osen ud i hovedet fra de busser, der blev en elendig erstatning for sporvognene.
Man holder sig ung hele livet ved at ...tænke positivt, være glad for dét, man har, og ikke hele tiden at synes, naboens græs er grønnere. Jeg har den fantastiske glæde også at kunne arbejde med noget, jeg virkelig holder af.
At være ridder af Dannebrog ...er en fornøjelse. Både det at få et hyggemøde med Dronningen for at takke, men også fordi det er en slags anerkendelse af, hvad jeg har foretaget mig i mit arbejdsliv – og ikke mindst fordi jeg i begyndelsen fik så meget på puklen for den ukulturelle musik, jeg præsenterede for danskerne. Først i radioen i flere år og siden om igen i tv. Sjovt nok var en af begrundelserne for, at jeg fik denne orden, at jeg holdt fast ved mine idealer, tanker og mål. Jamen – så var det jo trods alt godt, at jeg er blevet ved, uanset hvor mange der i begyndelsen mente, jeg forurenede først æter og siden skærm.
Jeg kan også blive træt af at høre på popmusik ...når radiokanalerne på mine mange og lange bilture i Danmark spiller de samme plader fra de evindelige playlister. Det er meget underligt og en – for mig – lidt monoton udvikling. Det gælder alle radiokanaler, uanset hvor man drejer ind, gør det sig gældende.
Jeg er stolt af min sangtekst til ...gruppen Kandis, der hedder Skagens solnedgang. Jeg kan huske, at den oprindelig handlede om noget helt andet, og Johnny Hansen, der skulle synge, syntes, at det var underligt at synge om alle de vejrmæssige omvæltninger på Skagen. Men sangen er blevet én af Kandis’ populæreste og mest elskede.
Dem, der har været bedst til at parodiere mig, er ...Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær lige efter et af mine danske grandprixer i 80erne. Der blev i øvrigt stort set hvert eneste år lavet parodier af enten mig eller nogle af deltagerne.
Otto Leisners vittigheder ...var jeg til tider lidt træt af, men det hjalp meget, da vi lavede en fælles live-udsendelse, der hed OBS, i 1987, hvor teknikken brød sammen. Da kunne han hale nogle stykker op på kommando.
En af de gode grandprix-anekdoter er ...at et rejehop fra 1983 pludselig ikke længere alene var en reje, der hoppede, men også et nyt dansetrin. Det optræder Gry stadig med, når hun synger ’Kloden drejer’.
Jeg er ikke særligt god til ...praktisk arbejde, jeg ville aldrig kunne blive handyman. Hvis jeg skal slå et søm i, er hele væggen ved at falde sammen, eller også har jeg slået mig over fingrene.
Det var mig, der opdagede ...Anne Herdorf. Det skete ved en stor fest, SAS holdt for sine medarbejdere i 1986, hvor jeg var konferencier. Jeg så og hørte hende og bad om hendes telefonnummer, som jeg havde i min lommebog i nogle måneder. Tre uger før det danske Melodi Grand Prix i 1987 ringede Helge Engelbrecht til mig, for han havde problemer med en solist, der skulle fremføre hans sang ’En lille melodi’. Jeg kom i tanker om Anne fra hangaren. Ringede hende op, og tre uger efter vandt hun hele molevitten med Helges sang.
Claus Hagen hører vi ikke meget til i dag ...men han har fuld fart på, både som foredragsholder, ordstyrer og historielærer på VUF i Lyngby. Vi har også lavet en lang historisk cd-serie sammen med genoptryk af danske rockpionér-sange, ’Dansk pigtråd 1-16’. Han er en rigtig god ven og vikar på P1 Orientering.
Jeg har ikke meget respekt for ...folk, der bruger vold. Ikke i nogen som helst sammenhæng. Det er en primitiv og uværdig måde at hævde sig på.
Min store dumhed var ...da jeg ikke fuldførte et franskstudie, som DR tilbød mig. Det er ellers sådan et smukt sprog. Men jeg har nu begået mange andre dumheder i mit liv.
Det bedste råd, jeg kan give en 15-årig er...Tag aldrig stoffer. Lad være med at ryge. Drik nogle bajere ved de gode fester. Kys jer gladere. Men lad være med alt det andet.
