Engang blev han lagt for had for at indføre den 'forfærdelige rockmusik'. Senere påkaldte han sig vrede for at fylde den bedste sendetid ud med 'forfladigende underholdning'. Nu fylder han 75. Og vækker stadig opsigt.

»Jeg opfatter det ikke som noget ualmindeligt,« siger manden, vi gennem årtier har kendt fra vores radio og tv, om dét, der skiller ham ud fra mængden.

Modsat de fleste af sine jævnaldrende er den populære radiovært Jørgen de Mylius nemlig ikke alene stadig aktiv på arbejdsmarkedet med sine radioprogrammer – det daglige 'Hithouse' og hver søndag 'Eldorado' – han har også stadig hjemmeboende børn. Rose på 19. Og Camill på 15.

»Jeg går jo ikke og tænker, at det er mærkeligt, at jeg er 75 og har én på 15,« understreger han.

Selvom han snart fylder 75, er Jørgen de Mylius 'still going strong'.
Selvom han snart fylder 75, er Jørgen de Mylius 'still going strong'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han sidder i det store spisekøkken på Frederiksberg med smil i de blå øjne. Stemmen lyder som altid. Latteren også. Lidt gammelmands-pletter i ansigtet og på hænder er det eneste, der røber, at alderen banker på. Ellers er han fit for fight.

Han har netop holdt vinterferie i sommerhuset i Tisvilde med sin kone Inger og døtrene. For det gør man, når man har skolesøgende børn. Men han nyder det. Selvom han har børnebørn, der er på alder med den yngste.

At det blev Jørgen de Mylius' lod i livet, skyldes dét, han kalder sin største nedtur. At blive skilt efter 20 års ægteskab.

»Det var ikke sjovt. For det var jo ikke meningen,« siger han om det forliste ægteskab, fra hvilket han har tre voksne børn på mellem 35 og 50 år.

»Men det ændrede sig jo til det gode,« tilføjer han så. Glad.

For et par år senere – hvor han egentlig ikke var på udkig efter kærligheden – mødte han nemlig tilfældigt Inger. Som i sin spæde ungdom havde været statist i nogle af hans tv-programmer. De faldt i snak. Han kunne godt huske hende.

Hun var blevet tandlæge. I Forsvaret. Og inviterede ham forbi tandlægestolen, selvom han med sit fine tandsæt ikke havde brug for at blive boret i. Men et par gamle sølvplomber måtte hun da gerne skifte.

»Så fik jeg to fine hvide plomber i stedet,« fortæller han og fik selvfølgelig meget mere end det.

Jørgen og Inger de Mylius med deres yngste datter, Camill, da hun sidste sommer blev konfirmeret.
Jørgen og Inger de Mylius med deres yngste datter, Camill, da hun sidste sommer blev konfirmeret. Foto: Privat
Vis mere

Snart flyttede den 17 år yngre Inger ind i den store Frederiksberg-villa med sin treårige datter Claudia. Og inden længe fulgte en snak om at få børn sammen.

55 år gammel blev Jørgen de Mylius far til Rose. Fire år senere kom Camill til. Begge gange delte den lykkelige begivenhed vandene.

»Jeg var næsten 60 år, da jeg fik den yngste, og skulle læse en masse artikler om, at det var egoistisk og andet sludder,« siger han og ryster på hovedet.

»Hvis jeg havde haft alle mulige dårligdomme og sygdomme, så havde jeg jo ikke fået kuld nummer to. Men jeg er sund og rask. Kan højest mande mig op til lidt høfeber,« smiler han.

»Så jeg er lidt træt af den debat om gamle fædre, og jeg deltager ikke selv i den. Jeg gider ikke. For de fordomme, jeg har mødt, har været fra journalister. Jeg har ikke mødt nogen privat. Heller ikke i skolen, når jeg har stået med de unge forældre. Aldrig,« understreger Jørgen de Mylius, som heller ikke har oplevet dem fra sine børn. Hverken de voksne eller unge.

»De har aldrig sagt noget. Og de yngste har heller ikke klaget over, at de har en lidt ældre far. Jeg har jo heller ikke opført mig som sådan,« griner han og kalder mødet med Inger og det, der fulgte, »noget af det bedste, der er sket«.

»Vi nyder vores tilværelse. Nyder, at der ikke er noget, der er svært. For der er mange ting, der er lettere, når man har været igennem det første kuld børn.«

Med et smil indrømmer Jørgen de Mylius dog, at der for tiden er visse udfordringer.

Selvom han var knap 60, da han fik sit sidste barn, fortryder Jørgen de Mylius, at han ikke fik flere.
Selvom han var knap 60, da han fik sit sidste barn, fortryder Jørgen de Mylius, at han ikke fik flere. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hun er lige gået ind i den alvorlige teenagealder. Hun er nærmest forlovet med sin mobiltelefon,« fortæller han med himmelvendte øjne og demonstrerer, hvordan han og Inger med fagter må signalere over for 15-årige Camill, at de altså også er her.

»Men når det er den sjette, man ser vokse op, er der ikke noget overraskende i det.«

Han lægger da heller ikke skjul på, at han i den grad nyder, at begge døtre fra andet kuld stadig bor hjemme.

»Jeg har faktisk lidt fortrudt, at jeg ikke fik én til. Måske ikke ligefrem én, som nu var to år, men jeg kunne godt tænke mig en på 12-13 år.«

»Da Camill kom, snakkede vi lidt om en mere, og jeg tror desværre, at det var mig, der sagde 'nu behøver vi nok ikke flere'. Men jeg kan godt lide at have børn omkring mig. Jeg kan godt lide det liv, der er i huset. Liv og glade dage,« siger han,

Blikket panorerer rundt i det store spisekøkken i den hvidpudsede Frederiksberg-villa, der har været hans hjem siden 1973, og hvor billeder på væggene vidner om hans lange karriere. Og mange børn.

Hjemmet på Frederiksberg er ikke kun dækket af billeder af alle de kendte, som Jørgen de Mylius har mødt. Også hans mange børn har fremtrædende pladser. Som her på hans kontor.
Hjemmet på Frederiksberg er ikke kun dækket af billeder af alle de kendte, som Jørgen de Mylius har mødt. Også hans mange børn har fremtrædende pladser. Som her på hans kontor. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg ser da ikke frem til, at vi sidder her i det store hus to mennesker, når jeg har haft børn i huset, siden jeg var 23. I de fleste perioder mindreårige,« siger han og slår ud med armene.

»Det er da ikke noget at se frem til, at her bliver helt tyst,« siger Jørgen de Mylius om den uundgåelige dag i nær fremtid, hvor døtrene flyver fra reden. Hvor stilheden måske vil minde ham om, at han er 75.

Men så smiler han bare igen.

»Vi har faktisk fået en hund for et års tid siden. En dejlig boxer. Det har intet med corona at gøre, men Inger har altid ønsket sig en. Så nu har vi en dejlig familiehund. Det giver også lidt liv og glade dage.«