Tiger King, også kendt som Joe Exotic, har fået en ny dom for at forsøge at hyre personer til at slå ærkefjenden Carole Baskin ihjel.

Den nye dom lyder på 21 års fængsel. Det er et år mindre end den forrige dom. Det skriver flere internationale medier.

Dermed har Joe Exotic, der blev kendt i Netflix-dokumentarserien 'Tiger King', hvor han drev en dyrepark med blandt andet tigre, fået taget et år af den oprindelige dom.

Joe Exotic med det borgerlige navn Joseph Maldonado-Passage kom for retten igen, efter at en domstol sidste år bestemte, at den dom, som han fik i 2020, ikke var foregået helt efter bogen. Retten besluttede, at sagen skulle have mundet ud i én samlet dom, da de to mænd var forsøgt hyret til at slå samme person ihjel.

Carole Baskin
Carole Baskin
Vis mere

Ved den oprindelig dom fik Joe Exotic 22 år fængsel for at have forsøgt at hyre nogen til at slå Baskin ihjel, hvilket altså ikke lykkedes. Hun var til gengæld til stede i retten i Oklahoma, hvor Joe Exotic fik sin dom, skriver Daily Mail.

Den 60 årige Baskin har ligesom Joe Exotic en stor interesse for tigre, og hun driver et redningshjem i Florida for de 'store katte', som hun kalder dem.

I dokumentaren var fjendskabet mellem Baskin og Joe Exotic et omdrejningspunkt, da hun blandt andet ikke brød sig om den måde, som han holdt og behandlede sine dyr på. Baskin var meget opsat på at stoppe Joe Exotics dyrehold. Blandt andet lavede hun nærmest kampagner mod ham på de sociale medier.

Ifølge anklagerne blev situationen mellem de to så speget, at Joe Exotic i 2017 forsøgte at hyre nogen for 10.000 dollar til at slå Baskin ihjel. Personen han forsøgte at hyre var en FBI-agent, der optog samtalen.

Joe Exotic med en af sine tigre.
Joe Exotic med en af sine tigre. Foto: -
Vis mere

»Følg hende ligesom ind på en parkeringsplads, gør det af med hende og kør væk«, lød det fra Joe Exotic.

Hans forsvarer benægtede dog, at forespørgslen var ment seriøst, og Joe Exotic har nægtet sig skyldig gennem hele processen.

Straffen er dog ikke Joe Exotics eneste store problem. I november afslørede han, at han lider af prostatakræft. Han bad derefter om at blive løsladt fra fængslet, så han kunne nyden den sidste rest af sit liv, men det lykkedes ikke.

I november blev han angiveligt overført til et medicinsk afsnit for indsatte i North Carolina, men ifølge Fox News har han oplyst, at han har ventet med at få behandling til han fik sin nye dom.

Andre læser også