Der var to sider af Kim Larsen. Den offentlige gavflab og den kærlige, private Kim. Sådan husker Søren Bernbom i dag tilbage på sin gamle mentor, der tog ham under sine vinger og gjorde ham landskendt med sangen 'Joanna'.
»Det er sjovt. Jeg mærkede først for alvor sorgen i mit hjerte, da hans impresario lukkede nogle ord ud om Kim på Facebook. Jeg havde været i 'Clement' og sad på et hotelværelse og læste, hvad Jørn havde skrevet, og der blev jeg ked af det. Det gik rent ind. Det føltes ligesom at miste et familiemedlem.«
Da nyheden om Kim Larsens død tikkede ind søndag, blev Søren Bernbom om nogen ramt af en mavepuster.
Den i dag 58-årige sanger voksede som barn op på Christianshavn i slutningen af 60’erne, hvor han kom helt tæt på Kim Larsen og det spirende musikmiljø omkring Gasolin.
»Jeg har altid været fascineret af musikverdenen,« fortæller Søren Bernbom.
»Det startede med The Beatles, og så fik vi jo pludselig Gasolin, der var en naturlig del af gadebilledet.«
Det var midt i hippie-tiden, og på grund af stor boligmangel i København var det almindeligt, at man besatte gamle bygninger.
»Det var meget 'Midt om natten'-agtigt. Det handlede om at være der for hinanden, og alle kendte alle.«
Kim Larsen og hans familie holdt en årrække til i den besatte ejendom 'Stærekassen', og det blev hurtigt Søren Bernboms 'andet hjem'.
»Sådan var Christianshavn. Ungerne løb rundt og legede i gårdene, dørene var altid åbne, og for mig handlede det lige så meget om at have nogen at spille guitar med. Der blev jeg draget af Kim og begyndte naturligt at hænge ud hjemme hos ham og Hanne,« forklarer Søren Bernbom med henvisning til Kim Larsen og hans anden hustru, Hanne Quist.
»Det er blevet skrevet, som om jeg var hans plejebarn. Sådan vil jeg ikke se på det. Han var mere en mentor, og der kom mange i deres hjem. Jeg var bare tilfældigvis en af de yngste.«
Igennem årene har man hørt Hanne Quist omtalt som 'kranen'. Søren Bernbom forklarer hvorfor:
»Jeg tror, det handlede om, at hun nogle gange hentede Kim, når han sad på værtshus. Så tog hun fat i ham og fik deraf navnet. Det var meget normalt at give hinanden kærlige øgenavne dengang.«
I 1973 toppede Søren Bernbom og Kim Larsens fælles kærlighed til musikken med albummet 'Værsgo', hvor Søren som 13-årig blandt andet sang nummeret 'Joanna', der blev et kæmpe hit.
Herefter fik Kim Larsen travlt med Gasolin, der især med albummet 'Gas 5' og numrene 'Rabalderstræde', 'Kvinde min' og 'Masser af succes' blev Danmarks største rockband.
»De fik meget naturligt rigtig travlt, men når de var hjemme, var alt, som det plejede at være. Så var de søde og sjove at være sammen med. Jeg mindes en sommer i Kerteminde, hvor jeg var feriebarn hos Kims mor, og der kom Gasolin forbi midt i deres turné og overnattede hos os.«
Søren Bernbom forklarer, at der var forskel på den Kim Larsen, offentligheden kendte, og den person, han var privat.
»Han var vennernes ven og altid til at regne med. Han kæmpede med, at man gjorde ham til noget større, end han havde lyst til at være. 'Jeg er jo bare en spillemand. Slap nu af', sagde han altid.«
Han vurderer, at Kim Larsens ofte skarpe fremstilling i medierne var et forsvar for at passe på den personlige side.
»Han er jo nok den mest eksponerede personlighed, vi har haft, og jeg tror, hans sårbarhed gjorde, at han var nødt til at være lidt skarp offentligt.«
I sine voksenår røg Søren Bernbom ud i et misbrug og mistede stille og roligt den direkte kontakt med Kim Larsen.
Den del af historien er beskrevet mange gange, og i dag er Søren Bernbom også for længst kommet ovenpå igen og lever et trygt og godt liv på Bornholm med sin hustru, Janne.
I 2013 udgav han sit første album 'Tilbage igen', og det var her, han sidst havde kontakt med Kim Larsen.
»Jeg ville gerne lave 'Joanna' i en ny version, og det skulle jeg selvfølgelig have den gamle med på. Her sagde han generøst, som han altid har været, 'Søren, du kan gøre, som du vil, det er jo din sang'.«
Søren Bernbom skrev i søndags 'Tak for turen, Kim' på sin Facebook-side og vil nu respektere familiens ønske om en stille begravelse.
»Jeg kommer ikke, hvis jeg ikke bliver inviteret. Jeg har snakket med yderkredsen af familien, og det bliver helt stille og roligt, som Kim ønskede det.«
