»Det, der kommer til at ske med det her, er, at vi udskammer mænd generelt. Og at vi kvinder bliver maskuline. Vi kvinder begynder at kigge mod Spanien og Grækenland efter nogle mænd, der er mere aktive. Og vores danske mænd begynder at kigge mod Asien, hvor kvinderne er mere feminine og ikke er bange.«

Sådan lød ordene fra Joan Ørting, da hun i morges på Radio4 blandede sig i sexismedebatten.

Her blev der snakket om den tidligere overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen og den tidligere partileder for Det Radikale Venstre Morten Østergaard, som begge har mærket konsekvenserne efter at have krænket flere kvinder.

Det var dog især sagen mod Morten Østergaard, som Joan Ørting refererede til.

Morten Østergaard måtte tidligere i oktober gå af som partileder for Det Radikale Venstre, efter at Lotte Rod stod frem og fortalte, at hun var blevet krænket.

Selv ville Lotte Rod ikke oplyse navnet, så det var Morten Østergaard selv, der gik ud og fortalte, at det var ham, der var krænkeren:

»Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte. Fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår,« sagde Morten Østergaard blandt andet i forbindelse med, at han gik af som leder.

Han fortalte ligeledes, at han har givet Lotte Rod en undskyldning. En undskyldning, som hun har accepteret.

'Morten har sagt undskyld til mig, og jeg har tilgivet ham,' skrev Lotte Rod på Facebook.

Joan Ørting synes, at det er et problem, at så gamle sager bliver taget op igen. Her refererer hun til, at sagen med Morten Østergaard er 11 år gammel.

Hun mener, at problemet er, at vi putter det over på køn i stedet for at se på det som enkeltesager.

Derudover mener Joan Ørting ikke, at der er nogen grund til at bringe så gamle sager op igen, når der blev taget hånd om sagen dengang.

Hun er dog enig i, at der skal sættes en stopper for, at man misbruger sin magt. Men hun mener også, at det er naturligt, at vi rører ved hinanden, og at det kan blive sværere at flirte.

Det er ifølge Joan Ørting blevet en kønsting, hvor det er kvinderne mod mændene, og sådan må det ikke være.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Joan Ørting, men hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.